Det er desværre - for at være helt ærlig - ofte det, musikvidenskab ender med. Men altså... Hvis vi nu starter med det personlige, så har jeg altid manglet et sprog, der kunne indfange, hvorfor musik er fedt (og med musik mener jeg mest nyere populærmusik). Hvorfor kan jeg få kuldegysninger af lyden af en lilletromme? Jeg læste musikvidenskab i fem år uden at få et svar (men, som Rasmus er inde på, fik jeg en masse antropologi, sociologi og nodelære..). Med andre ord er vores måde at tale om musik på baseret på, at det er lavet, spillet og modtaget af aktivt deltagende mennesker. Men populærmusik er baseret på elektronik, og man hører det på ekstremt mange måder, og det har faktisk - det føler jeg stadig, jeg skal kæmpe for - en kunstnerisk værdi, som ikke bare handler om identitet og fællesskaber. Jeg syntes, at der var nogle nye tendenser i populærmusikken (hiphop og EDM's dominans og en ny slags DAWs), så jeg tænkte, at hvis vi nu ser musikproduktion som værende en del af vores digitale mediekultur i stedet for kun at være en direkte forlængelse af hele den lange menneskeproducerede musikhistorie. Jeg læste en masse teori om digital kultur (software-studies, interface-studies, algorithm-studies etc.) for at se, om det digitale kan siges at have særlige æstetiske træk, om og hvordan disse kunne belyse ny populærmusik på en ny måde. Det sammenholdt jeg med en masse teori om elektronisk musik, musikproduktion, software-analyse (af Live og FL) og musikanalyse af nyere popnumre. Resultatet er helt klart delvist nogle meget langhårede filosofiske tanker om, at musikkens væsen har ændret sig og den slags. Men jeg synes også, jeg begyndte at åbne et sprog for, hvorfor netop musik, der mest er baseret på digitale loops, rummer nogle meget unikke - avantgarde ligefrem - æstetiske træk. Og paradoksalt nok er det netop disse træk, som ofte er grunden til at elektronisk musik og pop bliver afskrevet af mange som plat, generisk lavkultur ("det hele lyder éns", "det kan enhver jo lave" etc.). Så helt grundlæggende prøver jeg at finde et sprog for, hvorfor denne musik, som vi alle lytter til, er fed. Og jeg prøver at formidle det til omverdenen, så vi måske lige frem kan ændre samtalen.Hippo skrev: ↑søn 10. okt 2021 21:34hmm .. så tilsvarende højrøvet: hvad er formålet med denne "videnskab" .. og i særdeleshed den her phd? At andre musik-akademikere kan citere hinanden uanfægtet den lemfældige omgang med tekniske begreber som der snakkes om?
Vedr. DAW 2.0-begrebet. Helt kort, så er mit argument, at den første generation af DAWs var baseret på en optagelogik, hvor interfacet var en virtuel version af et fysisk lydstudie. I dag indgår musikproduktion i en netværkskultur ud fra en (mener jeg) en ny logik, der ikke bare handler om programmering (som hardware-eletronik), men som er en del af vores mere generelle digitale liv. Her har Live og FL være bannerførere for en ny generation af musikproducere, men det gælder også andre DAWs (Logic Pro X 10.5 har fx fået Live Loops, som minder meget om Live’s Session View).