De færreste kan lide (for) kompleks musik, viser studie

[mediumaevum]

https://videnskab.dk/kultur-samfund/der ... -lide-jazz

Interessant artikel.
Nu er der endelig kommet videnskabelig belæg for hvad jeg har sagt i årevis her på Lydmaskinen:

At det med at bruge for mange dissonerende akkorder er et absolut no-go hvis man vil have folk til at lytte til ens musik.
Iflg. studiet er det kun musikerne selv inden for den specifikke genre (f.eks. jazz) der kan lide deres egne underlige akkorder.

Det er måske værd at tage med når man laver musik?

[Pastorius]

https://videnskab.dk/kultur-samfund/der ... -lide-jazz

Interessant artikel.
Nu er der endelig kommet videnskabelig belæg for hvad jeg har sagt i årevis her på Lydmaskinen:

At det med at bruge for mange dissonerende akkorder er et absolut no-go hvis man vil have folk til at lytte til ens musik.
Iflg. studiet er det kun musikerne selv inden for den specifikke genre (f.eks. jazz) der kan lide deres egne underlige akkorder.

Det er måske værd at tage med når man laver musik?

Det skal nok passe. Jeg har altid været mest til musiker-musik. For mig er musik en hobby, der først og fremmest skal gøre mig selv i godt humør. Dissonerende akkorder er jeg aldrig stødt på i jazz - jo måske forstørrede kvinter. Eller synes jeg de fleste akkorder, uanset hvormange tal og b'er der er, lyder som smukke harmonier

[Christoffer I. N.]

.....
Det er måske værd at tage med når man laver musik?

Det gør man skam allerede.
https://en.wikipedia.org/wiki/The_Axis_ ... _Chords%22
https://en.wikipedia.org/wiki/I%E2%80%9 ... rogression

Præcisering fra Four Chords wiki: "Four Chords" is the Axis of Awesome's best-known work. It is a medley of popular songs, set to the I–V–vi–IV progression.[10] Many of the songs selected do not actually follow this four-chord progression, and some of the ones that do only include it briefly. Since these four chords are played as an ostinato, the band also uses a vi–IV–I–V, usually from the song "Save Tonight" to the song "Torn". The band plays the song in the key of D (E in the live performances on YouTube), so the progression they use is D–A–Bm–G (E, B, C#m, A on the live performances). Most of the songs have been transposed from their original keys.

[SIDwave]

https://videnskab.dk/kultur-samfund/der ... -lide-jazz

Interessant artikel.
Nu er der endelig kommet videnskabelig belæg for hvad jeg har sagt i årevis her på Lydmaskinen:

At det med at bruge for mange dissonerende akkorder er et absolut no-go hvis man vil have folk til at lytte til ens musik.
Iflg. studiet er det kun musikerne selv inden for den specifikke genre (f.eks. jazz) der kan lide deres egne underlige akkorder.

Det er måske værd at tage med når man laver musik?

Nej, ikke for mit vedkommende.
Jeg laver ikke musik for at please nogen, men for at udvide og udleve min skabertrang om at lave noget som er originalt og med lidt spaceship effect

Hvis alt var så nemt, hvorfor begynder vi så ikke alle bare at spille folkeskolelærer klaver med heavy tromme på ?

[Pastorius]

.....
Det er måske værd at tage med når man laver musik?

Det gør man skam allerede.
https://en.wikipedia.org/wiki/The_Axis_ ... _Chords%22
https://en.wikipedia.org/wiki/I%E2%80%9 ... rogression

Præcisering fra Four Chords wiki: "Four Chords" is the Axis of Awesome's best-known work. It is a medley of popular songs, set to the I–V–vi–IV progression.[10] Many of the songs selected do not actually follow this four-chord progression, and some of the ones that do only include it briefly. Since these four chords are played as an ostinato, the band also uses a vi–IV–I–V, usually from the song "Save Tonight" to the song "Torn". The band plays the song in the key of D (E in the live performances on YouTube), so the progression they use is D–A–Bm–G (E, B, C#m, A on the live performances). Most of the songs have been transposed from their original keys.

Ja, som vi siger i Nordjylland. "Det er det folk vil ha'!"

[mediumaevum]

Det er måske værd at tage med når man laver musik?

Nej, ikke for mit vedkommende.
Jeg laver ikke musik for at please nogen, men for at udvide og udleve min skabertrang om at lave noget som er originalt og med lidt spaceship effect

Hvis alt var så nemt, hvorfor begynder vi så ikke alle bare at spille folkeskolelærer klaver med heavy tromme på ?

Det kan du selvfølgelig have en pointe med...

[david mondrup]

Musikpublikum er (lige som alt andet publikum) konservativt. Og ja, som du selv gør opmærksom på, så er du selv et skoleeksempel på dén påstand, og endda et relativt ekstremt eksempel. Hvor andre primært foretrækker musik fra deres egen ungdom, lader du til at foretrække musik fra civilisationens ungdom

Men, som SIDwave gør opmærksom på, så laver vi jo altså ikke musik udelukkende for at please publikum. Selv, for dem af os der regner publikums reaktion med i det musik vi laver (og det er alligevel de fleste af os), der er det ikke i sig selv nødvendigvis et mål at stryge dem med hårene.

Og så er konservatisme for konservatismens egen skyld jo i bund og grund bare noget skidt i alle livets forhold, som ikke gør andet end at sikre at intet nogensinde flytter sig eller udvikler sig.

[mediumaevum]

Musikpublikum er (lige som alt andet publikum) konservativt. Og ja, som du selv gør opmærksom på, så er du selv et skoleeksempel på dén påstand, og endda et relativt ekstremt eksempel. Hvor andre primært foretrækker musik fra deres egen ungdom, lader du til at foretrække musik fra civilisationens ungdom

Men, som SIDwave gør opmærksom på, så laver vi jo altså ikke musik udelukkende for at please publikum. Selv, for dem af os der regner publikums reaktion med i det musik vi laver (og det er alligevel de fleste af os), der er det ikke i sig selv nødvendigvis et mål at stryge dem med hårene.

Og så er konservatisme for konservatismens egen skyld jo i bund og grund bare noget skidt i alle livets forhold, som ikke gør andet end at sikre at intet nogensinde flytter sig eller udvikler sig.

Musikalsk, og generelt kunstnerisk set - er jeg rigtig nok rimelig konservativ.
Det skyldes det faktum, at mange af de kunstneriske eksperimenter HAR været afprøvet i generationer forinden.

Grunden til at musik der holder sig inden for bestemte harmoniske regler har så stor success blandt de fleste mennesker,
er fordi det er velafprøvede teknikker. Man VED at de virker (for langt de fleste).

Da Palestrina udviklede sin kontrapunktiske - og på daværende tidspunkt nymoderne - musikstil, var det også baseret på allerede etablerede "regler" man vidste der havde virket i generationer forinden. Nyskabelsen hviler altså på noget gammelt og velafprøvet.

Når nutidens musikere og andre kunstner eksperimenterer med deres stilarter - så går de veje, og sidespor, der allerede er trådt af generationer forinden, og kalder det "nyskabende", selvom det i virkeligheden slet ikke er det. De ER afprøvet. De virkede IKKE.

Det er dét hele idéen med uddannelse eller anden form for læring og dogmatik går ud på: At spare dig for at opfinde den dybe tallerken igen og igen. Der er ingen somhelst grund til at gentage fortidens fejltagelser.

Reel nyskabelse har kun sin berettigelse når det gamle ikke længere fungerer, eller ikke kan klare den nye opgave.

[Pastorius]

Musikpublikum er (lige som alt andet publikum) konservativt. Og ja, som du selv gør opmærksom på, så er du selv et skoleeksempel på dén påstand, og endda et relativt ekstremt eksempel. Hvor andre primært foretrækker musik fra deres egen ungdom, lader du til at foretrække musik fra civilisationens ungdom

Men, som SIDwave gør opmærksom på, så laver vi jo altså ikke musik udelukkende for at please publikum. Selv, for dem af os der regner publikums reaktion med i det musik vi laver (og det er alligevel de fleste af os), der er det ikke i sig selv nødvendigvis et mål at stryge dem med hårene.

Og så er konservatisme for konservatismens egen skyld jo i bund og grund bare noget skidt i alle livets forhold, som ikke gør andet end at sikre at intet nogensinde flytter sig eller udvikler sig.

Musikalsk, og generelt kunstnerisk set - er jeg rigtig nok rimelig konservativ.
Det skyldes det faktum, at mange af de kunstneriske eksperimenter HAR været afprøvet i generationer forinden.

Grunden til at musik der holder sig inden for bestemte harmoniske regler har så stor success blandt de fleste mennesker,
er fordi det er velafprøvede teknikker. Man VED at de virker (for langt de fleste).

Da Palestrina udviklede sin kontrapunktiske - og på daværende tidspunkt nymoderne - musikstil, var det også baseret på allerede etablerede "regler" man vidste der havde virket i generationer forinden. Nyskabelsen hviler altså på noget gammelt og velafprøvet.

Når nutidens musikere og andre kunstner eksperimenterer med deres stilarter - så går de veje, og sidespor, der allerede er trådt af generationer forinden, og kalder det "nyskabende", selvom det i virkeligheden slet ikke er det. De ER afprøvet. De virkede IKKE.

Det er dét hele idéen med uddannelse eller anden form for læring og dogmatik går ud på: At spare dig for at opfinde den dybe tallerken igen og igen. Der er ingen somhelst grund til at gentage fortidens fejltagelser.

Reel nyskabelse har kun sin berettigelse når det gamle ikke længere fungerer, eller ikke kan klare den nye opgave.

Det synes jeg er en begrænsende og forsimplet indgangsvinkel til kunst. Jeg er helt enig i man skal lære og respektere det fundament vi står på, men kunst om det er musik, billedekunst eller noget andet skal være med til at lære os at se verden fra nye vinkler og på nye måder. Det kan sagtens være at noge af de veje vi går, har været betrådt før, men vi går aldrig nøjagtig oveni de fodspor der er trådt før vi kom. Enhver udvikling sker ved at afprøve, og forkaste, en masse muligheder. Forkaster man dem alle, så er man ikke kommet så langt, men det kan alligevel være frugtbart, fordi man selv har været igennem processen. Nogle gange er processen i sig selv det interessante - også selvom den leder til at man indser man ikke kunne tilføre verden noget nyt.

Der er masser af pop, jazz og rock der bygger ovenpå Bach, Beethoven eller Mozart, men alligevel efterlader lytteren med et helt andet indblik i musikken, fordi det har et samtidigt udtryk og dermed er genkendeligt for modtageren. Det nye kan noget andet end det gamle. Nogle gange er det holdbart, andre gange tjener det måske et formål i en kort tid for at forsvinde i glemslen igen (og godt for det).

Nye måder at anskue tingene på udvider paletten og det giver flere muligheder - også flere muligheder for at fare vild, men det kan jo også nogle gange være et formål i sig selv.

[david mondrup]

Musikpublikum er (lige som alt andet publikum) konservativt. Og ja, som du selv gør opmærksom på, så er du selv et skoleeksempel på dén påstand, og endda et relativt ekstremt eksempel. Hvor andre primært foretrækker musik fra deres egen ungdom, lader du til at foretrække musik fra civilisationens ungdom

Men, som SIDwave gør opmærksom på, så laver vi jo altså ikke musik udelukkende for at please publikum. Selv, for dem af os der regner publikums reaktion med i det musik vi laver (og det er alligevel de fleste af os), der er det ikke i sig selv nødvendigvis et mål at stryge dem med hårene.

Og så er konservatisme for konservatismens egen skyld jo i bund og grund bare noget skidt i alle livets forhold, som ikke gør andet end at sikre at intet nogensinde flytter sig eller udvikler sig.

Musikalsk, og generelt kunstnerisk set - er jeg rigtig nok rimelig konservativ.
Det skyldes det faktum, at mange af de kunstneriske eksperimenter HAR været afprøvet i generationer forinden.

Grunden til at musik der holder sig inden for bestemte harmoniske regler har så stor success blandt de fleste mennesker,
er fordi det er velafprøvede teknikker. Man VED at de virker (for langt de fleste).

Da Palestrina udviklede sin kontrapunktiske - og på daværende tidspunkt nymoderne - musikstil, var det også baseret på allerede etablerede "regler" man vidste der havde virket i generationer forinden. Nyskabelsen hviler altså på noget gammelt og velafprøvet.

Når nutidens musikere og andre kunstner eksperimenterer med deres stilarter - så går de veje, og sidespor, der allerede er trådt af generationer forinden, og kalder det "nyskabende", selvom det i virkeligheden slet ikke er det. De ER afprøvet. De virkede IKKE.

Det er dét hele idéen med uddannelse eller anden form for læring og dogmatik går ud på: At spare dig for at opfinde den dybe tallerken igen og igen. Der er ingen somhelst grund til at gentage fortidens fejltagelser.

Reel nyskabelse har kun sin berettigelse når det gamle ikke længere fungerer, eller ikke kan klare den nye opgave.

Der er så meget forkert i det du skriver, at jeg næsten ikke ved hvor jeg skal starte. Men mit første skridt vil være at påpege, at det du præsenterer som universelt gældende sandheder ikke er det. Det er din holdning og din smag som du udlægger som noget universelt.

Og så kunne jeg måske også godt lige sige, at kunst ikke har en facitliste. Så med det in mente, så bliver din snak om "hvad der virker" og "hvad der allerede er afprøvet" fuldstændigt meningsløs.

Dine bemærkninger om uddannelse er fuldstændigt off, men det bliver simpelthen for langt til min formiddag, hvor jeg også har andet på programmet. Lige nu er jeg f.eks. midt i en pause i mit eget arbejde med at forsøge at skabe kunst.

[DUBTEMPLE]

Iflg. studiet er det kun musikerne selv inden for den specifikke genre (f.eks. jazz) der kan lide deres egne underlige akkorder.

Også mit indtryk

Så længe det ikke er strafbart må vi dog nok
affinde os med at det optræder i det offentlige rum

[Pastorius]

Iflg. studiet er det kun musikerne selv inden for den specifikke genre (f.eks. jazz) der kan lide deres egne underlige akkorder.

Også mit indtryk

Så længe det ikke er strafbart må vi dog nok
affinde os med at det optræder i det offentlige rum

Det er lige før I kan få en gammel bassist til tangenterne (keyboardet, that is) og forsøge sig med et musikalsk modbevis, men I slap med skrækken, jeg er på job.

[Hald]

Jeg kan godt lide nogle af de "jazz" ting der lige bliver smidt ind i noget af det populære pop for at give det lidt ekstra krydderi. Det gør ofte også at de bliver taget af listen af metervarer som bare er copy/paste af andre numre.

Vi har en ugle på lydmaskinen som har været med til at lave noget som jeg værdsætter de små detaljer på.

[mediumaevum]

Der er så meget forkert i det du skriver, at jeg næsten ikke ved hvor jeg skal starte. Men mit første skridt vil være at påpege, at det du præsenterer som universelt gældende sandheder ikke er det. Det er din holdning og din smag som du udlægger som noget universelt.

Og så kunne jeg måske også godt lige sige, at kunst ikke har en facitliste. Så med det in mente, så bliver din snak om "hvad der virker" og "hvad der allerede er afprøvet" fuldstændigt meningsløs.

Dine bemærkninger om uddannelse er fuldstændigt off, men det bliver simpelthen for langt til min formiddag, hvor jeg også har andet på programmet. Lige nu er jeg f.eks. midt i en pause i mit eget arbejde med at forsøge at skabe kunst.

I så fald har jeg formuleret mig forkert - beklager.

Det var ikke min mening at udlægge det som en universelt gældende sandhed,
men mere som en inspiration til hvad man kan gøre for at det modtages af et bredere publikum.

Smag og behag er selvfølgelig altid individuelt.

[Pastorius]

Det var ikke min mening at udlægge det som en universelt gældende sandhed,
men mere som en inspiration til hvad man kan gøre for at det modtages af et bredere publikum.

Det er en diskussion jeg har haft med mange af dem jeg har spillet med gennem årene. Man kan selvfølgelig godt prøve at være beregnende og komponere/producere ind i "Hvad folk vil ha'". Det er bare en svær disciplin at spå. Så min rettesnor har altid været at prøve at lave noget jeg godt kan li' selv, og så håbe på at jeg ikke er så særlig at jeg er den eneste (og det er jeg så alligevel aldrig rigtig lykkedes med).

[tomcat]

Jeg kan godt lide både kompleks musik og lige-ud-af-landevejen dansktop/pop.
De komplekse akkorder skal sføli gi' mening, tonalt /harmonisk.
Den dygtige komponist kan slippe afsted med omtrent hvadsomhelst –– uden at slippe groovet.

Der er masser af moderne jazz, som ikke er til at holde ud. Når man går så langt ud, væk fra groove og (for mig) forståelig tonalitet, som man ikke evner at redde i land igen.

Der er for mig også mange eksempler på, NÅR det lykkes. Davis' Kind Of Blue er et modernistisk nummer, men groove og tonalitet holder hele vejen. Har haft lignende oplevelser med mange andre ny-jazzere, både live og på Lp'er.

Omvendt har jeg hørt mange tracks, hvor det ikke holder. Som jeg slet ikke vil høre igen.

Også i ikke-jazz, f.eks. i pop- eller rock-tracks fra 90'erne, hvor måske guitaristen lægger en solo og roder sig ud i noget som han ikke formår at få til at blive harmonisk helstøbt, når han skal 'ned igen' ... den fornemmelse, når man kan høre præcis, hvor den kæntrer –– så opleves det som abstrakt eller "komplekst" ,tænker jeg.

[Pastorius]

Der er masser af moderne jazz, som ikke er til at holde ud. Når man går så langt ud, væk fra groove og (for mig) forståelig tonalitet, som man ikke evner at redde i land igen.

Jeg er heller ikke vild med alt - slet ikke. Jeg har dog ofte oplevet at musik jeg i første omgang ikke har brudt mig om, senere har åbnet sig for mig, efterhånden som min egen verden har udvidet sig. Det er lidt ligesom med sprog. Nogle sprog kan lyde ret grimt når man ikke selv taler dem, men jeg er helt sikker på der kan siges smukke ting på dem alle.

Støder man på musik man ikke kan holde ud, er det ofte ens egen begrænsning man møder - og det er fair nok, man kan ikke bruge energi på at sætte sig ind i alt i denne verden, men det er ikke nødvendigvis et problem med musikken.

PS! Peter Bastian har brugt mange flere ord og forklaret det langt bedre end jeg kan, i "Ind i musikken".

[bluefonia]

Det er interessant, som tiderne også ændre sig mht. hvilke kompostoriske elementer, der virker, og nok så interessant - hvad folk/publikum er "opdraget" til at lytte på. Her et lille eksempel:
I 1983 blev "Never Gonna Let You Go" et kæmpehit worldwide. Det er harmoni/akkordmæssigt en vildt avanceret sag, der også skifter toneart adskillige gange undervejs - og så er den tilmed 4.16 min. lang. Der er en l a n g intro, men så kører det bare derud af.
Den var sgu ikke gået i dag. Stilen/produktionen virker naturligvis outdated i 2023 for de fleste, men - you get the picture - eller måske - the sound

[Hippo]

Jeg bliver helt klart også en lille smule "provokeret" af overskriften. Men den kunne nemt fikses, hvis der f.eks. stod "De færreste kan lide utilgængelig musik" .. for det er jo nok dét det i virkeligheden handler om.

Jeg synes der er nogle paralleler mellem harmoni og ordforråd - og hvordan man bruger det. At en tekst (altså - ikke en sangtekst, men en artikel, en essay, ect) har et tårnhøjt lix-tal er ikke en kvalitet i sig selv, men nogle gange er et "kompliceret" ord det helt rigtige at bruge i forhold til at drive en præcis pointe hjem. Mange tekster er svære eller snørklede at læse, men derfor kan man jo ikke sige at f.eks. Kant (for nu at tage et tilfældigt eksempel) ikke har sin berettigelse fordi det ikke går rent ind hos meningmand.

I musikkens verden synes jeg Stevie Wonder er et formidabelt eksempel på noget som er ret tilgængeligt, men ofte også ganske komplekst hvis man kigger det efter i kortene. Den kombination er også noget jeg selv har arbejdet med gennem årene; "Hjem fra Fabrikken" med Andreas Odbjerg er en af de gange hvor det er lykkes ret fint med noget, som er nemt for langt de fleste at afkode, men samtidig også indeholder noget at sætte tænderne i rent harmonisk ..

Jazz er ganske tilgængeligt for mig (som jazzpianist), og jeg føler ikke Giant Steps er sværere at afkode end "I skovens dybe stille ro" - igen fordi jeg har forudsætningerne for det - og det er jeg trods alt bevidst om når jeg arbejder med pop-musik.

Når alt kommer det alt synes jeg det hele må være en afvejning af intentionen fra afsenderen og hvem det er man henvender sig til. Føler ikke rigtig man kan stille nogle universelle regler op ..

/R/

[mediumaevum]

Jeg bliver helt klart også en lille smule "provokeret" af overskriften. Men den kunne nemt fikses, hvis der f.eks. stod "De færreste kan lide utilgængelig musik" .. for det er jo nok dét det i virkeligheden handler om.

Jeg synes der er nogle paralleler mellem harmoni og ordforråd - og hvordan man bruger det. At en tekst (altså - ikke en sangtekst, men en artikel, en essay, ect) har et tårnhøjt lix-tal er ikke en kvalitet i sig selv, men nogle gange er et "kompliceret" ord det helt rigtige at bruge i forhold til at drive en præcis pointe hjem. Mange tekster er svære eller snørklede at læse, men derfor kan man jo ikke sige at f.eks. Kant (for nu at tage et tilfældigt eksempel) ikke har sin berettigelse fordi det ikke går rent ind hos meningmand.

I musikkens verden synes jeg Stevie Wonder er et formidabelt eksempel på noget som er ret tilgængeligt, men ofte også ganske komplekst hvis man kigger det efter i kortene. Den kombination er også noget jeg selv har arbejdet med gennem årene; "Hjem fra Fabrikken" med Andreas Odbjerg er en af de gange hvor det er lykkes ret fint med noget, som er nemt for langt de fleste at afkode, men samtidig også indeholder noget at sætte tænderne i rent harmonisk ..

Jazz er ganske tilgængeligt for mig (som jazzpianist), og jeg føler ikke Giant Steps er sværere at afkode end "I skovens dybe stille ro" - igen fordi jeg har forudsætningerne for det - og det er jeg trods alt bevidst om når jeg arbejder med pop-musik.

Når alt kommer det alt synes jeg det hele må være en afvejning af intentionen fra afsenderen og hvem det er man henvender sig til. Føler ikke rigtig man kan stille nogle universelle regler op ..

/R/

1. Beklager hvis ordvalget ikke falder i jeres smag.
Jeg gør mit bedste for at formulere et klart og tydeligt "budskab", uanset emnet, og jeg skriver intet for at provokere nogen, ihvertfald ikke bevidst. Overskriften jeg har skrevet, er hvad jeg selv fik ud af at læse Videnskab.dk's artikel om emnet.

Dit forslag om at bruge "utilgængelig" giver ingen mening. For det kan jo også nemt misforstås. Som f.eks.: Utilgængelig på platforme.

Altså, musik man ikke kan høre, medmindre man er en del af en specielt udvalgt gruppe. Men det er jo ikke det artiklen handler om.

2. Hvad ang. kompleksitet, så skelner jeg mellem unødig og nødvendig kompleksitet. Nødvendig kompleksitet er f.eks. når du skriver en tekst, eller laver en melodi eller noget andet "kreativt" (eller fagligt) hvor mindre ikke kunne gøre det. Unødvendig kompleksitet er når man f.eks. bruger for mange fyldord (gør det selv, men prøver at begrænse dem så vidt muligt) og stadig bevare informationsmængden intakt.

I musikalsk kontekst kunne det eksempelvis være brug af for mange toner, der ikke gør nogen forskel til eller fra for det musikalske "budskab" eller udtryk, men deres blotte eksistens virker forstyrrende. Medmindre det er en bevidst intention - at de skal virke forstyrrende, så bør de udelades.

Det samme kan siges om billedkunst. For mange streger der ikke har en funktion, gør værket unødigt kompleks, og beskueren mister derfor interessen og kan ikke se det relevante.

Med andre ord har også kunsten brug for Occam's Ragekniv og
"Entia non sunt multiplicanda praeter necessitatem" (man skal ikke forøge antallet af unødvendige ting)-princippet.
.

[Holger]

[ALTF4]

Jazz er for folk, der ikke kan spille de rigtige toner.

[bluefonia]

...de rigtige toner? - hvad er det for nogen ?

[raoul]

...de rigtige toner? - hvad er det for nogen ?

Det er en quote - spinal tap.

[bluefonia]

...kender udemærket den lettere slidte talemåde, men derfor ville det da alligevel være fint, hvis nogen så kunne fortælle, hvad de rigtige toner er....