Side 1 af 1

RIP Leif Falk

: tirs 19. feb 2019 18:28
af david mondrup
En vildmand, hippie, musikpædagog og kaot af guds nåde, en kæmpe inspirator, en kompromisløs stridsmand for den levende musik og det bankende hjerte, er ikke mere. Hvil i fred, Leif Falk. Vi var ikke altid enige, men jeg har den største respekt for manden, og den arv han efterlader sig.

Her er en sang, skrevet og sunget af Leif, der siger mere om hans livssyn og insisteren på kroppen, sjælen og hjertet i musikken, end mange nekrologer kan:

Og jeg er med på, at en del sikkert vil sige "Leif hvem?". Her er et par mindeord fra hans mere offentligt kendte søn:

Re: RIP Leif Falk

: tirs 19. feb 2019 21:18
af mikkels
Jeg kender mange, der var meget glad for ham. Men jeg har aldrig mødt ham og har egentlig ikke forstået helt, hvad han stod for. Kan du lave et kort resumé over hans liv?

Re: RIP Leif Falk

: tirs 19. feb 2019 23:00
af david mondrup
Leif var, som ung musiklærer, meget inspireret af Bernhard Christensen, og hans arbejde med at indføre rytmisk musik/jazz i skolen, på børnenes niveau. Christensens øvrige disciple talte folk som Grethe Agatz og Lotte Kærsaa. Som hippie i 70erne var han hovedkraft i udviklingen af den særlige frie pædagogik på primært Århus Friskole, og hele det fokus på den improviserede rytmiske musik som har fostret mange markante musikere gennem tiden. Min onkel gik på friskolen dengang, og jeg hørte om ham derigennem. Sidenhen var han hovedkraft i at starte Center for Rytmisk Musik og Bevægelse (CRMB) i Silkeborg, der i løbet af få år blev en del af Det Jyske Musikkonservatorium, og i dag lever videre i RMB på kons i Århus. Jeg har selv taget min konservatorieuddannelse i Silkeborg, og mødte der Leif som lærer. Sidenhen kom min ældste søn på Århus Friskole, og der mødte jeg også tit Leif til skolefesterne. Hans søn, Mek, har i sine unge dage spillet i band med min onkel (første version af Mek Pek Party Band i start-80erne), og han dukkede såmænd også op i min søns klasse som papfar til en af pigerne i klassen.
Musikalsk var han meget inspireret af groovy jazz og funk. Men først og fremmest var han inspireret af den folkelige musikkultur i Vestafrika og Latinamerika (der har de samme religiøse og musikalske rødder i området omkring Nigeria). F.eks. var begrebet "Kucheza" (swahili) helt centralt - ordet betyder at spille musik, men det betyder også at danse, synge, lege, feste, være sammen ... han fandt meget inspiration i en kultur, hvor disse aktiviteter var så tæt knyttet sammen at det ikke gav mening at have individuelle ord for dem.
Og så var han jo som sagt også bare en vild mand, og sindssygt inspirerende i al sin kaotiske væren.

Det er i korte træk min ufuldstændige historie om Leif - andre vil nok kunne fylde de kapitler på som jeg har overset.

Re: RIP Leif Falk

: tirs 19. feb 2019 23:03
af david mondrup

Re: RIP Leif Falk

: ons 20. feb 2019 08:04
af mikkels
Tak, David. Jeg er selv uddannet på MBL-linjen på rytmekons i København, som udsprang af CRMB, så jeg har haft fornemmelsen af, at jeg skyldte en stor del taknemmelighed til Leif Falk, men jeg har aldrig helt fået sat mig ind i, hvem han var.

Jeg kender en del, der har gået på Århus Friskole, og jeg er fuld af beundring over, hvad den skole kan.