Baneskift - er frem og tilbage lige langt?
: tirs 24. aug 2010 08:57
Det er sommer, og familien kører med mig ved rattet ud af Szczecin, på en mangesporet motorvej undervejs i vores ferie udforskning af det nordlige Polen. På venstre side en bus, på højre side en lastbil lidt bagude, i det hele taget masser af biler - trafikken glider.
Ud af det blå beslutter chaufføren i bussen til venstre sig for at skifte bane, over hvor vi kører. Han kan umuligt have set os, for så ville han have vidst at han var ved at køre ind i os. Jeg har ganske få sekunder til at beslutte mig; blive liggende og blive vædret af bussen; bremse op og blive påkørt bagfra; eller lave et lige så hasarderet vognbaneskift som bussen er i gang med, og håbe at det går godt. Helt uden at tænke vælger jeg det sidste, og nogle sekunder ser det ud til at lykkes. Så lyder braget, og lastbilen der før lå på vores højre side, rammer vores Yaris lige over højre baghjul. I panikken når jeg ikke at tænke andet end at jeg bare skal videre, så der ikke er flere der kører ind i hinanden.
Cirka 2 kilometer længere henne er der en tank, og vi kører ind for at besigtige skaden. Kort efter holder lastbilchaufføren også ind bagved os. Han er skidesur - set med hans øjne havde jeg kørt ind foran ham uden at se mig for, og var kørt fra ulykkesstedet bagefter. Jeg gætter på at han ikke har nået at se hvad der i virkeligheden er sket, men det er svært at vide, da han kun taler polsk, og den tilfældige kunde vi finder på tanken der kan oversætte for os, er ikke helt skarp i det engelske, og har ret beset heller ikke nogen aktie i foretagendet. Vi er i situationen heller ikke helt pjattede med lastbilchaufføren, der er ophidset og prøver at slå os for 1000 zloty (ca. 2000 kr), men set i bakspejlet er vi ham kolossalt taknemmelige for at han reagerede hurtigt nok til at det ikke gik værre.
For det kunne være gået galt. Rigtig, alvorligt galt. Vi fik ikke en skramme, men vi er heldige at vi overhovedet kunne gå fra ulykken på vores ben. Og helt uundgåeligt fører det mange tanker med sig. Tanker, som udfoldede sig mens vi fortsatte videre ud ad de polske landeveje i de kommende dage, men som først kom til udtryk efter vi var kommet hjem og sad trygt i vores eget hus.
Jeg kan på ingen måde forsikre mig mod uheld som det der skete i Polen. Selvom jeg handlede rigtigt, ville vi uundgåeligt være blevet ramt af nogen den dag, på det tidspunkt. Og et eller flere af vores liv kunne sagtens have været slut lige der. Og så blev jeg nødt til at spørge mig selv, om jeg er tilfreds med min tilværelse, og hvordan den influerer på andre. Kan jeg være sikker på, hvis jeg dør nu, at det er dem, der betyder noget, der også får min energi og opmærksomhed, og dermed vil være dem der savner mig mest? Selv om det rationelt føles fjollet, kom mit eftermæle til at betyde meget for mig i de dage der fulgte lige efter ulykken. "Jeg vil ikke dø som en frustreret mand", var en sætning der rumsterede i mit hoved - og frustreret, det må jeg erkende at jeg var. Jeg bruger alt for meget af min energi på mit arbejde, og det er energi der går fra min familie, som ellers er dem jeg prøver at være god ved, ved at sørge for at få en nogenlunde fornuftig løn hjem. Jeg fører en tilværelse hvor mit arbejde har fået lov at blive meget tidskrævende, både i de timer jeg har på selve skolen, i de timer jeg bruger på at fragte mig de 85 km til og fra arbejde, og også i de timer hvor min energi derhjemme i virkeligheden er mere fokuseret på min forberedelse og mine elever end på dem, der er lige omkring mig.
Kort sagt: når jeg spurgte mig selv, om jeg er tilfreds, måtte svaret blive et "nej" - og det må jeg gøre noget ved.
Så nu er der gjort noget. Jeg har sagt mit job som lærer på Engelsholm Højskole op, og fra 1. oktober er jeg ikke længere at finde i den faste lærerstab. Jeg forestiller mig, at det føles lidt som at tage et hovedspring fra 3 meter vippen (hvilket jeg aldrig har prøvet - jeg er ikke nogen god svømmer): på mange måder foruroligende, men samtidig også forfriskende, og især en stor lettelse når det er gjort.
Og det fører så til den anden del af dette indlæg, der ikke kun skal bestå af mine private eksistentielle betragtninger. For jeg kommer til at mangle et nyt arbejde ...
Jeg er helt og aldeles åben over for at komme ud i noget helt nyt - at skifte bane. Jeg har rimeligt seriøst overvejet at gå i en institutions/pædagogisk retning. Det kan også være at nogle kunne se mig i andre typer af jobs.
Som dem der kender mig ved, så er jeg uddannet pianist, og har i de seneste 9 år primært beskæftiget mig som underviser i elektronisk musik på den ene eller den anden måde. Indtil videre holder jeg fast i mine bijobs - pædagogiklærer på DIEM og kirkesanger - men jeg er åben for alle forslag, og det behøver bestemt ikke være noget der relaterer til musik eller undervisning.
Med andre ord: hvis du hører om et ledigt job i nærheden af Århus, så send mig gerne en venlig tanke og en kontaktmulighed.
Og så den sidste del af indlægget: der er et ledigt job som lærer i Elektronisk Musik på Engelsholm Højskole pr. 1/10. Jeg ved, at mine kolleger meget gerne hører fra interesserede ansøgere. Kig på http://www.engelsholm.dk, for at finde ud af om det kunne være noget for dig, og for at finde skolens kontaktoplysninger.
Ud af det blå beslutter chaufføren i bussen til venstre sig for at skifte bane, over hvor vi kører. Han kan umuligt have set os, for så ville han have vidst at han var ved at køre ind i os. Jeg har ganske få sekunder til at beslutte mig; blive liggende og blive vædret af bussen; bremse op og blive påkørt bagfra; eller lave et lige så hasarderet vognbaneskift som bussen er i gang med, og håbe at det går godt. Helt uden at tænke vælger jeg det sidste, og nogle sekunder ser det ud til at lykkes. Så lyder braget, og lastbilen der før lå på vores højre side, rammer vores Yaris lige over højre baghjul. I panikken når jeg ikke at tænke andet end at jeg bare skal videre, så der ikke er flere der kører ind i hinanden.
Cirka 2 kilometer længere henne er der en tank, og vi kører ind for at besigtige skaden. Kort efter holder lastbilchaufføren også ind bagved os. Han er skidesur - set med hans øjne havde jeg kørt ind foran ham uden at se mig for, og var kørt fra ulykkesstedet bagefter. Jeg gætter på at han ikke har nået at se hvad der i virkeligheden er sket, men det er svært at vide, da han kun taler polsk, og den tilfældige kunde vi finder på tanken der kan oversætte for os, er ikke helt skarp i det engelske, og har ret beset heller ikke nogen aktie i foretagendet. Vi er i situationen heller ikke helt pjattede med lastbilchaufføren, der er ophidset og prøver at slå os for 1000 zloty (ca. 2000 kr), men set i bakspejlet er vi ham kolossalt taknemmelige for at han reagerede hurtigt nok til at det ikke gik værre.
For det kunne være gået galt. Rigtig, alvorligt galt. Vi fik ikke en skramme, men vi er heldige at vi overhovedet kunne gå fra ulykken på vores ben. Og helt uundgåeligt fører det mange tanker med sig. Tanker, som udfoldede sig mens vi fortsatte videre ud ad de polske landeveje i de kommende dage, men som først kom til udtryk efter vi var kommet hjem og sad trygt i vores eget hus.
Jeg kan på ingen måde forsikre mig mod uheld som det der skete i Polen. Selvom jeg handlede rigtigt, ville vi uundgåeligt være blevet ramt af nogen den dag, på det tidspunkt. Og et eller flere af vores liv kunne sagtens have været slut lige der. Og så blev jeg nødt til at spørge mig selv, om jeg er tilfreds med min tilværelse, og hvordan den influerer på andre. Kan jeg være sikker på, hvis jeg dør nu, at det er dem, der betyder noget, der også får min energi og opmærksomhed, og dermed vil være dem der savner mig mest? Selv om det rationelt føles fjollet, kom mit eftermæle til at betyde meget for mig i de dage der fulgte lige efter ulykken. "Jeg vil ikke dø som en frustreret mand", var en sætning der rumsterede i mit hoved - og frustreret, det må jeg erkende at jeg var. Jeg bruger alt for meget af min energi på mit arbejde, og det er energi der går fra min familie, som ellers er dem jeg prøver at være god ved, ved at sørge for at få en nogenlunde fornuftig løn hjem. Jeg fører en tilværelse hvor mit arbejde har fået lov at blive meget tidskrævende, både i de timer jeg har på selve skolen, i de timer jeg bruger på at fragte mig de 85 km til og fra arbejde, og også i de timer hvor min energi derhjemme i virkeligheden er mere fokuseret på min forberedelse og mine elever end på dem, der er lige omkring mig.
Kort sagt: når jeg spurgte mig selv, om jeg er tilfreds, måtte svaret blive et "nej" - og det må jeg gøre noget ved.
Så nu er der gjort noget. Jeg har sagt mit job som lærer på Engelsholm Højskole op, og fra 1. oktober er jeg ikke længere at finde i den faste lærerstab. Jeg forestiller mig, at det føles lidt som at tage et hovedspring fra 3 meter vippen (hvilket jeg aldrig har prøvet - jeg er ikke nogen god svømmer): på mange måder foruroligende, men samtidig også forfriskende, og især en stor lettelse når det er gjort.
Og det fører så til den anden del af dette indlæg, der ikke kun skal bestå af mine private eksistentielle betragtninger. For jeg kommer til at mangle et nyt arbejde ...
Jeg er helt og aldeles åben over for at komme ud i noget helt nyt - at skifte bane. Jeg har rimeligt seriøst overvejet at gå i en institutions/pædagogisk retning. Det kan også være at nogle kunne se mig i andre typer af jobs.
Som dem der kender mig ved, så er jeg uddannet pianist, og har i de seneste 9 år primært beskæftiget mig som underviser i elektronisk musik på den ene eller den anden måde. Indtil videre holder jeg fast i mine bijobs - pædagogiklærer på DIEM og kirkesanger - men jeg er åben for alle forslag, og det behøver bestemt ikke være noget der relaterer til musik eller undervisning.
Med andre ord: hvis du hører om et ledigt job i nærheden af Århus, så send mig gerne en venlig tanke og en kontaktmulighed.
Og så den sidste del af indlægget: der er et ledigt job som lærer i Elektronisk Musik på Engelsholm Højskole pr. 1/10. Jeg ved, at mine kolleger meget gerne hører fra interesserede ansøgere. Kig på http://www.engelsholm.dk, for at finde ud af om det kunne være noget for dig, og for at finde skolens kontaktoplysninger.