Pengeflow og rollefordeling i musikbranchen

Tips til kontrakter, rettigheder (copyright), lovgivning og generel musikbranche.
Låst
Medlemsavatar
Holger
Audio Alchemist
Indlæg: 37634
Sted: Fyn

Pengeflow og rollefordeling i musikbranchen

Indlæg af Holger »

Pengeflow og rollefordeling i den danske musikbranche

Billede
Fig. Pengeflow i den danske musikbranche

Model
Modellen gælder for Danmark, men er identisk eller lignende i mange andre lande. I USA er strukturen for ophavsrettigheder dog lidt anderledes.

Den stiplede linje fra streaming til Gramex viser, at kun få streamingsituationer kræver Gramex-betaling.

Bemærk, at der reelt findes mange flere potentielle flows, f.eks. mellem producer og studiemusiker (hvis producerens budget inkluderer betaling af musikere). En person kan godt have flere roller, f.eks. er en producer også ofte komponist samtidig. Er man selvudgivende kunstner, så kan man desuden tage pladeselskabshatten på, osv.

Ordforklaring
Fee = En honorartype, som ikke skal recoupes. Dækker f.eks. over produktionsomkostninger. Udbetaling af fee påvirker ikke udbetaling af evt. royalties.

Flat fee = En honorartype, som gælder som fuld og endelig betaling for udført arbejde. Der udbetales ikke royalty, hvis der er udbetalt flat fee. Figurerer ikke på ovenstående diagram.

Forlag = En kommerciel virksomhed, hvis primære formål er at indsamle rettighedsafgifter og hjælpe rettighedshaverne med at få placeret sange hos artister. Det samme som publishing.

Forskud = En forskudsudbetaling på royalties eller forlagsaftale, som skal recoupes. Også kaldet advance.

Gramex = En non-profit medlemsorganisation, som kontrollerer rettighedsafgifterne for offentlig fremførsel af et indspillet værk, dvs. ikke for liveopførsel. Over halvdelen af udbetalingerne går dog til pladeselskaberne.

KODA = En non-profit medlemsorganisation, som kontrollerer rettighedsafgifterne for offentlig fremførsel af et KODA-registreret værk. Samarbejder tæt med NCB og Gramex.

Mekanisk rettighedsafgift = En licens kontrolleret af NCB for brug af et KODA/NCB-registreret værk på et medie. Oprindeligt til fysiske medier som vinyl og CD (deraf "mekanisk"), men i dag også for digital online brug.

NCB = Nordisk Copyright Bureau. En non-profit medlemsorganisation, som kontrollerer de mekaniske rettighedsafgifter.

Recoupe = At indvinde en udbetaling før der foretages yderligere udbetaling.

Andre grafer over pengeflows (internationalt)
http://www.futureofmusic.org/article/ar ... oney-flows

Rollefordeling
På forespørgsel kommer her en oversigt over, hvad rollerne normalt er i branchen. Dvs. hvilke ansvarsområder de forskellige personer har. Da det er en generaliseringen, så kan der være overlappende funktioner eller afvigelser i praksis. Enhver afvigelse, der kan have økonomiske konsekvenser for artist og producer, f.eks. hvis pladeselskab/manager/publisher slås sammen er sjældent anbefalelsesværdige.

Mht. betaling, så se ovenstående flowchart.

Artist/kunstner = Den udøvende hovedkunstner, som både præsterer den essentielle performance på en indspilning og live, samt optræder som offentlig frontfigur for projektet.

Sangskriver/komponist = Skriver hhv. melodi og tekst på den sang, som artisten fremfører og produceren fremstiller.

Producer = Er ansvarlig for indspilning og skabelse af det konkrete musikværk, som sangskriveren har skrevet og artisten er hovedkunstner på.

Remixer = Har til opgave at producere en ny udgave af et eksisterende værk og aflønnes ofte kun med flat fee (se længere oppe). I visse tilfælde kan der indgås en royaltyaftale (se længere oppe) og arrangørandel (max. 16,67% af KODA/NCB), men dette er ikke normen.

A&R manager = Artist & Repertoire manager, i gamle dage kalde en impressario eller talentspejder. En person, som ofte arbejder for et pladeselskab, og hvis hovedopgave består i at finde artister, sangskrivere og producere, og evt. sætte dem sammen med det formål at skabe salgbar musik. A&R'en aflønnes med fast løn og i visse tilfælde en lille procentsats af salget.

Pladeselskab = Sælger musik til slutbrugeren via fysiske forhandlere og Internettet. Et pladeselskab indgår normalt en længerevarende kontrakt med en artist for sikre sig en langsigtet investering, mens en producer normalt indgår en projektafgrænset aftale med pladeselskabet. Et pladeselskab indgår ikke konktrakter med en sangskriver, men sikrer sig alene førsteudgivelsesrettigheden til specifikke sange.

Produktionsselskab = Ofte en producerejet virksomhed, som i visse tilfælde indgår en pladeselskabsagtig aftale med artisten, og sælger denne aftale videre til et pladeselskab. Som artist, skal man være meget opmærksom på, hvorledes denne konstruktion påvirker pengeflowet.

Publisher/forlag = Opkræver afgifter for brug af sangskriverens værker. Se flowchartet for at se hvor pengene stammer fra. Grundlæggende findes der to typer forlagsaftaler: A) en traditionel forlagsaftale, hvor forlaget hjælper med at sætte songwriting camps op, pitcher sange til artister/selskaber og indkræver afgifter i udlandet. Denne type aftale koster mellem 25% og 50% af sangskriverens indtægt i udlandet og mellem 0% og 25% i hjemmelandet/Skandinavien (0% i nogle tilfælde da KODA reelt står for indkrævningen), og B) en ren administrations eller collection-aftale, hvor forlaget alene opkræver afgifter fra udlandet. Denne type aftale koster mellem 7% og 15%.

Manager = Varetager artistens eller producerens interesser i forhold til pladeselskab, publisher eller andre i branchen. En manager kan også stå for en lang række praktiske ting, som koordination mellem pladeselskab, publisher, booker, producer, artist, merchandisefremstilling m.v. Af samme årsag er det ikke anbefalelsesværdigt, at en manager samtidig er tilknyttet pladeselskabet eller andre aktører, da der så kan opstå en interessekonflikt. En manager får typisk en procentsats på 25% af al klientens musikrelaterede indkomst, herunder merchandise, hvis manageren samtidig er agent*

Booker = En type agent, hvis eneste rolle traditionelt er, at skaffe live-jobs til artisten.

Agent = En person, vis opgave er begrænset til at skaffe nye opgaver. Findes virtuelt ikke i Danmark, hvor manager-rollen har opslugt agent-funktionen. En agent aflønnes normalt med 10%. Manager rollen aflønnes normalt med 15%, hvorfor ovenstående manager reelt set er en agent + manager, som opnår 25% afregning.

Låst