Tekniske ordforklaringer

Odforklaringer og huskelister.
Brugeravatar
Holger
Audio Alchemist
Audio Alchemist
Indlæg: 31944
Sted: Fyn

Tekniske ordforklaringer

Indlæg Skrevet: 18. okt 2006, 11:59

Opdateret 2016-01-25

Ordforklaringer
Hvis du ikke finder svaret her, kan du muligvis finde svaret i denne store engelske ordforklaring:
http://www.rane.com/digi-dic.html

Alternativt er der Wiki Audio
http://www.wikiaudio.com/

DPA Microphone University har også en god og omfattende ordbog, som primært handler om mikrofoner:
http://www.dpamicrophones.com/mic-university

For en oversigt over "audionese", et sprog til at beskrive subjektive karakteristika ved lyd, se denne ordbog:
http://www.head-fi.org/a/describing-sound-a-glossary

Lyd & Musik/Teknik

+4 dBu = Se under dB.

-10 dBV = Se under dB.

3rd Party = Tredjemands produkt, oftest om software produceret af en anden producent end hovedproducenten. F.eks. Microsoft-software på en Apple Mac computer eller et Waves plug-in i en Logic Pro sequencer.

A/B = En metode til at sammenligne to signaler, hvor man under identiske lytteomstændigheder hurtigt kan skifte mellem de to signaler.

AD = Analog to Digital Converter = Se Converter.

ADAT = Oftest brugt om et 8 kanalers digitalsignal sendt gennem et TOSLink lyslederkabel mellem f.eks. et lydkort og en converter. ADAT stod oprindeligt for Alesis Digital Audio Tape, men begrebet har ikke nogen relation til digital audio tape i dag.

AD/DA = Analog to Digital/Digital to Analog = Se Converter.

ADC (1) = Analog to Digital Converter = Se Converter.

ADC (2) = Automatic Delay Compensation = Se PDC.

ADSR = Attack/Decay/Sustain/Release = En given lyds volumekarakteristik. Også betegnet Envelope.

AES3 = Se AES/EBU.

AES/EBU = Oftest brugt om et balanceret digitalsignal sendt gennem et XLR kabel. Den korrekte betegnelse for denne standard er i dag AES3, men den bruges sjældent. AES/EBU står for Audio Engineering Society/European Broadcasting Union.

AFL = After Fader Listen = Se også PFL og SIP. En tilstand hvor man på en mixerpult lytter solo til lyden fra en kanal efter selve kanalfaderen. Det betyder at både eq og fadervolume har en effekt på lyden.

After touch = Se også Velocity. Efter det første anslag (velocity) på en MIDI tangent vil en værdi fra 1 til 127 løbende blive sendt, alt efter hvor hårdt man løbende presser på tangenten.

AGC = Automatic Gain Control = En funktion som automatisk skruer op for et signal når det er lavt. Ikke direkte at sammenligne med en compressor, omend der godt kan være en AGC i en compressor. Oftest brugt i broadcastsammenhæng.

A & R = Artist and Repertoire = Den person på et pladeselskab, som er ansvarlig for kunstneren og sangene.

ASIO = Audio Stream Input Output = Et dataformat til multikanals lydoverførsel mellem sequencer og lydkort.

Attenuation = At dæmpe/skrue ned for et signal. Oftest i selve inputtrinnet (gain) og ikke på faderen.

AU = Audio Units = En standard for plug-ins på Apple Mac computere. Brugt bl.a. i Logic Pro/Express.

Autoload = Se også Template. En template som automatisk læses ind ved opstart af et program. Betegnelsen Autoload bruges mest i sequenceren Logic Pro.

Aux = Auxiliary = Ekstern forbindelse til en maskine. En Aux Bus i sequenceren går f.eks. ofte til outboard udstyr.

Balance = Se også Pan. Modsat pan styrer balance et stereosignal hvor drejning mod uret altid har venstre side helt til venstre, og højre side gradvist drejes mod venstre. Det omvendte gør sig så gældende med højre side. Med pan kan man styre hver side helt individuel hvis man har to kilder.

Balanceret = Et kabel som er designet til at afskærme for støj og forstyrrelser.

Bandwidth = Båndbredde. Det frekvensområde man har til rådighed eller arbejder på, f.eks. i forbindelse med equalizing.

Bass Trap = Basfælde. Ofte bygget af Rockwool og placeret i hjørnerne af et rum for at mindske resonanser i bassen.

BFD = Big F*cking Drums = FXPansion BFD er et tromme plug-in fra firmaet FXPansion.

Bit = Binary Digit = Målenhed for antallet af mulige niveauer i digital audio. En cd er 16 bit, mens lydfiler oftest er i 24 bit. En computer og sequencer arbejder oftest i 32 bit eller over.

Bounce = Se også Destruktiv, Offline og Realtime. Et bounce er det samme som et mixdown, eksport, rendering eller optagelse af det samlede mix. Bouncing er en proces hvor et lydspor eller samling af lydspor behandles og ender som en (stereo)fil på hard disken.

Brickwall Limiter = En limiter som med ekstrem hastighed og kraft skruer ned for et signal, som overskrider en given tærskel. Oftest en digital limiter, som f.eks. Waves L-serie.

Broadcast = Radio og TV teknik.

Bus = Et samlingspunkt for flere lydspor. Bruges ofte til submixes eller til effekter som rumklang og delay.

BPM = Beats Per Minute = Taktslag pr. minut. Måleenhed for en sangs tempo.

Challenge/Response (C/R) = Metode som bruges til at registrere et stykke software på computeren via internettet. Ud fra computerens setup genereres en unik kode (Challenge), som skal sendes til software producenten. Producenten sender en svarkode (Response) tilbage, som brugeren indtaster.

Channel Strip = Om hardware: en samling af flere forskellige maskiner i samme enhed, oftest preamp, compressor og equalizer. Om software: enten selve kanalen i en sequencer med alle åbne plug-ins, eller om et enkelt plug-in som emulerer lyden af en hardware channel strip.

Clipping = Se også Soft Clipping. Overskridelse af et digital signals maximale niveau (dvs. over 0 dBFS). Resulterer i en fladtoppet lydbølge, oftest lidt skarp og forvrænget i lyden. Hvis intet andet er nævnt, så er clipping såkaldt hard eller straight clipping.

Coaxial = Se S/PDIF.

Consecutive Samples [Over] = Se Over Standard.

Converter = Oftest brugt om en AD eller DA Converter. En maskine som kan optage og omforme et analogt signal til digitalt eller omvendt. Integreret i de fleste lydkort.

Convolution = Se også IR. En teknik oftest benyttet til rumklang baseret på optagelser af rigtige rum.. Fordelen er en meget realistisk rumklang baseret på et konkret rum. Ulempen er bl.a. en høj grad af bundethed til den originale optagelse.

Crosstalk = Uønsket lyd overført fra en del af en maskine til en anden del, f.eks. fra venstre side til højre side i en mixer.

DA = Digital to Analog Converter = Se Converter.

DAC = Digital to Analog Converter = Se Converter.

DAW = Digital Audio Workstation = Et setup bestående af en computer og et sequencerprogram eller hard disk recorder.

dB = Decibel = Måleenhed for lydstyrke. En relativ skala.

+4 dBu = Standard spænding for professionelt lydudstyr. Til +4 dBu udstyr benyttes balancerede XLR eller balancerede jack stik (to ringe på stikket).

-10 dBV = Standard spænding for forbrugerudstyr og noget professionelt udstyr. Standarden for de fleste synthesizere. Til -10 dBV bruges ubalancerede stik, oftest jack (kun 1 ring på stikket) eller RCA (phono) stik.

dBFS = Decibel Full Scale digital audio = Måleenhed for digital audio. 0 dBFS = maximal digital niveau. Et signal som overstiger 0 dBFS overstyrer, og medfører forvrængning.

DC Offset= Direct Current Offset = Fejl i et digitalt optaget lydsignalet hvor der sker en forrykning pga. lækket strøm i lyden, som mindsker headroom og kan give kliklyde ved afspilning.

Destruktiv = Se også Offline og Realtime. En destruktiv processering foregår ligesom offline, men skaber ikke en lydfil. Ordet destruktiv benyttes fordi man permanent har foretaget en ændring i den originale fil (dog ikke medregnet evt. undo funktion), modsat Realtime processering.

Detented = En drejeknap, som har små indhak i hvert trin kaldes detented. Det gør det nemmere at finde det samme punkt på drejeknappen, når man skal genindstille eller finde et referencepunkt.

DFH = Drum kit From Hell = Et tromme plug-in fra firmaet Toontrack.

DI = Direct In = Et input som tillader et instrument at blive forbundet direkte til en linieindgang på f.eks. en mixer via meget høj impedans.

Dither = Se også Noise Shaping. Et tilfældigt støjsignal som tilføres et digitalsignal før bitreduktion, oftest fra 24 bit til 16 bit (til brug på en cd). Dither kan forbedre den subjektive lydkvalitet i et 16 bit signal, især i lydsvage passager.

DIY = Do It Yourself = Hjemmelavet. Ofte hjemmebygget elektronik eller andet hjemmebygget.

DL = Download

DOA = Dead On Arrival = Om teknisk udstyr der er defekt ved modtagelsen eller findes defekt i forb. m. første brug af udstyret.

Dongle = En lille fysisk enhed som tilkobles computerens USB port. Donglen checker at den brugte software ikke er en piratkopi.

DSP = Digital Signal Processing = En computers eller anden digital maskines regnekraft.

DSP kort = Se også DSP og Native. Et DSP kort er slags ekstra lydkort, som har egen DSP indbygget bl.a. for at aflaste selve computerens DSP. Kortet benytter også sit helt eget format i plug-ins. I dag er DSP kort mest en slags dyr og avanceret dongle, da selve computeren er hurtig nok.

Dub (1) = Se Dubbing.

Dub (2) = Musikstil oprindeligt inspireret af reggae, men i dag en musikstil der dækker over adskillige typer af elektronisk musik.

Dubbing el. Doubling = Indspilning af den samme passage to eller flere gange for at opnå en fyldigere effekt. Kopiering er ikke det samme som dubbing.

Dynamik = Forskellen mellem det laveste og højeste punkt i en lydsekvens. "Stor dynamik" betyder stor forskel, og altså ikke nødvendigvis høj lydstyrke.

Envelope = Se ADSR.

EFX = Forkortelse for Effects, dvs. effekter. Til gruppen af effekter tilhører bl.a. rumklang, delay, chorus og lign.

Fader Ride = Se Ride.

Fase = Se også Null Test. Når to signaler har det præcis samme tidsmæssige forhold til hinanden er de i fase. Hvis to signaler ikke har det præcis samme tidsmæssige forhold til hinanden er de ude af fase. Hvis lydbølgerne er præcis omvendte i amplitude er de i modfase (omvendt polaritet), og vil udligne hinanden komplet, præcis som to modsatrettede bølger på havet vil udligne hinanden.

FireWire = En standard for dataoverførsel mellem f.eks. et lydkort og en computer. FireWire findes i to hastigheder: 400 Mbps og 800 Mbps. FireWire minder om USB, men er hurtigere og mere stabilt.

Firmware = En digital maskines interne software, som ikke normalt er tilgængeligt for brugeren udover i forb. m. opdatering.

FOH = Front Of House = Betegnelse for hovedmixerpulten eller lydteknikeren, som står blandt publikum ved koncerter. Modsat monitor mixeren, som ofte står ved siden af scenen.

Freeze = Se Offline. Det samme som offline bouncing, men oftest har brugeren ikke direkte adgang til den bouncede fil. En slags bag-ved-scenen offline bounce, som benyttes i programmer som Logic og Cubase for at spare DSP kraft.

FTP = File Transfer Protocol = En overførselsform af data på internettet via en FTP klient (et FTP program). Overfører data direkte til og fra en server, og er derfor hurtigere og mere pålideligt til store filer end en webbrowser, som f.eks. Internet Explorer.

FX = Se EFX.

Gain Ride = Se også Ride. At konstant og løbende justere gain knappen på preampens input for at få et højt og jævnt signal og undgå overstyring.

GUI = Graphical User Interface = Det grafiske brugerinterface i en computer eller et program.

Headroom = Mængde dB til rådighed før et signal overstyrer. Et signal i computeren, som peaker ved -4 dBFS har 4 dB headroom.

HPF = High-Pass Filter = Også kaldet low cut. Et filter, som skærer alle frekvenser fra under et bestemt punkt.

Hybrid setup = Se også ITB og Outboard. En kombination af ITB og outboard.

Hz = Hertz = Måleenheden for bølgehastigheden på en lyd. Lav frekvens opfattes som en dyb tone, høj frekvens som en lys tone.

I/O = Input/Output = Det interface eller punkt hvor data eller lyd overføres mellem to eller flere enheder.

IR = Impulse Reponse = Se også Convolution. En impulse response er grunddelen i en convolution rumklang. Der spilles en triggerlyd (en kort eksplosiv lyd med alle dele af lydspektret), og det reflekterede signal optages. Derefter fjernes selve triggerlyden i den såkaldte de-convolution proces.

ISRC = International Standard Recording Code = Se også PQ Code og Redbook. En kode givet til hvert nummer på en Redbook Audio cd for at sikre senere identifikation af nummeret. En del af PQ Code systemet.

ITB = In The Box = Lavet kun i computeren. Modsat at arbejde eller mixe på en analog pult eller med et hybrid setup.

Jitter = Mangel på synkronisering af digital data og deraf følgende faseskift. Kan give metallisk og forvrænget lyd eller snævert stereoperspektiv. Afhjælpes ved god Word Clock.

Kamfilter = Et kamfilter er en proces hvor et signal tilføjes en forsinket version af sig selv, som dermed skaber udfasning (se Fase). Frekvensresponsen i et kamfilter resulterer i en række spidser med jævne intervaller, som visuelt ligner en kam. I forbindelse med akustik er det et uønsket fænomen.

Key Input = Se også Sidechain. Det inputsignal som bruges til at kontrollere f.eks. compressoren.

kHz = kilohertz = Hertz ganget med 1.000. F.eks. 1kHz er 1.000 Hz, og 2.5 kHz er 2.500 Hz. Daglig tale: 2 kilo = 2.000 Hz.

Latency = Den forsinkelse som opstår mellem indspilning og afspilning af lyd i en computer eller lydsystem. Latency kan reduceres ved at nedsætte lydkortets buffer size, dog kun indtil en vis grad, hvor det derefter sker på bekostning af stabilitet og mængden af kliklyde.

LE = Light Edition = Betegnelse for en billig og skrabet version af et produkt (ofte software).

Lossy Compression = Se også ZIP. Reducering af en lydfils størrelse, som dog altid vil gå ud over kvaliteten. MP3 er f.eks. lossy compression.

Low Level Compression = Se også AGC. En lydkomprimeringsteknik hvor man via lav threshold og lav ratio samt langsom attack og langsom release opnår en effekt som minder om AGC, men hæver flere detaljer i lyden.

LPF = Low-Pass Filter = Også kaldet hi cut. Et filter som skærer alle frekvenser fra over et bestemt punkt.

Modfase = Se Fase.

Mono = Se også Stereo. Et signal der sendes gennem en enkelt lydkanal.

MTC = MIDI Time Code = Et format som bruges til at synkronisere f.eks. en sequencer og et MIDI instrument. F.eks. bruger man MTC til at synkronisere tempoet på en LFO i en synthesizer med sequencerens tempo.

Native = Se også DSP kort. Digital processering foretaget udelukkende i computeren uden extra DSP kort eller software som er afhængig af TDM.

Noise Shaping = Se også Dither. En variation af dither, hvor støjsignalet frekvensmæssigt er tilpasset den menneskelige hørelse, så støjen er fordelt i de mindst hørbare frekvenser.

Null Test = Se også Fase. En test for at afgøre om to filer er identiske. De to filer afspilles samtidig, men den ene fil har flippet eller inverteret fase, dvs. modfase. Hvis der ingen lyd kommer er filerne ens.

New York compression = Se også parallel komprimering. Hård og hurtig parallel komprimering.

OEM = Original Equipment Manufacturer = Et firma som producerer udstyr som bærer et andet firmas navn.

Offline = Se også Realtime og Destruktiv. Mixdown, export eller bounce af audiospor, som foregår i forøget hastighed og ikke i real-tid. Offline processering inkluderer ikke outboard effekter og MIDI synths.

Outboard = Udstyr som ikke er i mixeren eller computeren. Oftest eksterne effektmaskiner, compressorer, equalizere, preamps m.m.

Over = En over er en digital sample, som overstiger 0 dBFS.

Over Standard = Se også Over. Over Standarden udgøres af det antal sammenhængende samples (Consecutive Samples) som ligger på 0 dBFS eller højere. En ofte brugt Over Standard udgøres af 3 samples ved 0 dBFS.

Pan = Panorama el. Panorering = Se også Balance. Pan bruges til at placere en monokilde i venstre/højre perspektivet i et sæt højttalere, dvs. i stereobilledet. Drejet fuldt mod uret er signalet kun i venstre højttaler, fuldt med uret kun i højre højttaler. I midten (kl. 12) er signalet lige meget i begge højttalere (mono).

Panpot = Panorerings potmeter = Se Pan. Et panpot er betegnelsen for selve knappen, som bruges til at justere panoreringen.

Parallel komprimering = En teknik hvor et komprimeret signal blandes med et ukomprimeret signal for at opnå mere fylde uden at ødelægge dynamikken. Se også New York compression.

Patch = En rettelse til software. Ofte som download.

Patchbay = En passiv enhed hvor man via kabler kan sende lyd på kryds og tværs mellem forskellige opkoblede maskiner.

PDC = Plug-in Delay Compensation = Når et spor behandles med et plug-in tager computeren lidt tid om at beregne lyden. Denne forsinkelse kan skabe en tidsforskydning mellem de forskellige spor i et mix. Med PDC aktiveret forsinkes alle spor lige meget, og tidsforskydningen mellem enkelte spor er væk.

Peak = Se også transient. Lydstyrkens absolut højeste punkt i en lyd eller lydsekvens.

Peak Meter/Peak Program Meter = Se også VU Meter. En indikator som viser en det nuværende peak niveau på et lydsignal. Et Peak Meter er ikke velegnet til at bedømme den opfattede volume af et signal, til det formål bruger man et VU Meter.

PFL = Pre Fader Listen = Se også AFL og SIP. En tilstand hvor man på en mixerpult lytter solo til lyden fra en kanal før selve kanalfaderen og ofte før anden processering som eq. Det betyder at både eq og fadervolume normalt ingen effekt har på lyden i denne solo-tilstand.

Pink Noise = Se også White Noise. Et støjsignal som bruges til test. Indeholder alle hørbare frekvenser i området 20 Hz - 20 kHz i en filtreret udgave så det matcher menneskets opfattelse af frekvensernes styrke.

Playhead = Se SPL (2).

Plug-in = Et lille stykke software som indsættes på en lydkanal i en sequencer for at behandle eller skabe lyd. Man kan både sige "et plug-in" eller "en plug-in", indtil Dansk Sprognævn har truffet en afgørelse.

POW-r = Psychoacoustically Optimized Wordlength Reduction = Se også Dither og Noise Shaping. En af de bedre og mest udbredte former for Noise Shaping, som kommer i tre variationer: POW-r#1, POW-r#2 og POW-r#3.

Preamp = Pre-amplifier = Forforstærker. Forstærker svage signaler fra f.eks. en mikrofon op til linje-niveau, brugbart i et lydkort eller anden maskine.

Pre Send = Se også Post Send. At sende til en bus før lyden på kanalen er blevet processeret.

Prefs = Preferences = Se også Trashe prefs. Præferencefilen på hard disken, som indeholder brugerindstillingerne til et program.

Post = Se Post Production. Daglig tale for Post Production.

Post Send = Se også Pre Send. At sende til en bus efter lyden på kanalen er blevet processeret. Standardindstillingen i de fleste mixere.

Post Production = Efterbehandling af lyd. Oftest om redigering og behandling af lyd og dialog til film og radio/tv eller anden synkronisering af lyd/billede.

PQ Code = Se også Redbook og ISRC. Et kodesystem som bruges på Redbook Audio cd'er til at beskrive bl.a. de forskellige numres start og stop, varighed og ISRC.

Q = Quality Factor = Værdien i en equalizer, som styrer båndbredden på et valgt frekvensområde. Ordet Quality har intet at gøre med lydkvalitet, men stammer fra et begreb man brugte på gamle transistorradioer når man søgte efter en radiokanal.

Realtime = Se også Offline og Destruktiv. Mixdown, export eller bounce af audiospor, som foregår i normal afspilningshastighed. Realtime processering inkluderer outboard effekter og MIDI synths.

Red Book = Se også PQ Code og ISRC. Den officielle standard for måden at brænde en audio cd, som kun professionelle brænderprogrammer som f.eks. WaveBurner understøtter.

Resonans = Selvsvingningsfrekvens. En til tider unaturlig forstærkning af en given frekvens' lydstyrke.

RIAA forforstærker = (Recording Industry Association of America) Forforstærker til grammofonafspilning. Påkrævet for at kunne afspille lyden fra en pladespiller videre i en almindelig forstærker. Nogle hi-fi anlæg har en RIAA forforstærker indbygget.

Ride = At konstant og løbende justere fader/volume for at få så jævnt et signal som muligt. Bruges også selvom signalet allerede er komprimeret, da det modsat komprimering sjældent yderligere påvirker lydens envelope.

Rider = En rider er en seddel som opstiller nogle betingelser fra artistens side i forb. m. en optræden. En Hospitality Rider handler om bl.a. mad og drikkevarer, opholdsrum og fribiletter, mens en Technical Rider handler om sceneudstyr, teknisk personale, m.v.

rms = Root Means Square = Bruges i musik om betegnelsen for den gennemsnitlige volume i en lydsekvens. Skrives som f.eks. -9 dB rms (gennemsnitlige niveau for moderne popmusik i dag). Jo højere rms værdi, jo højere gennesnitligt niveau. rms skrives mest korrekt med små bogstaver.

RTAS = Real Time Audio Suite = En standard for plug-ins til ProTools TDM og LE systemer.

Sample Rate = Se også SRC. Antallet af samples pr. sekund. Måles i Hz (hertz). 44.100 Hz er standarden på en audio cd og de fleste musikproduktioner. 48.000 Hz er standarden for optagelser til broadcast (radio/tv).

Sequencer = Oprindeligt en fysisk maskine som kunne programmeres til at huske en sekvens af toner, som blev afspillet via en synthesizer. I dag bruges det om et stykke software, som kan indspille, processere og afspille alle former for lyd via en computer. Eksempler: Logic Pro, Cubase og ProTools.

SFX = Sound Effects = Lydeffekter, som f.eks. zaps, sweeps og booms.

Sidechain = Se også Key Input. Oftest om et eksternt input i en compressor/gate (eller lign.), som kan bruges til at kontrollere maskinen. F.eks. kan en stemme automatisk aktivere compressoren til at skrue ned for musikken når der tales, som brugt i radioen.

SIP = Solo In Place = Se også AFL, PFL og Solo Safe. Det samme som AFL, men med panpots og sends aktive.

Slew rate = Den maximale hastighed hvormed en komponent i en maskine kan ændre signal. Et square signal sendt ind i en langsom maskine vil derfor komme ud med lettere skrå op- og nedadgående kurver.

Slope = Stejlheden på kurven i et high eller low pass filter.

SNR = Signal to Noise Ratio = Støjniveau i forhold til selve lydsignalet.

Soft Clipping = Se Clipping. Overskridelse af et digital signals maximale niveau ved brug af en algoritme. Resulterer i en mere afrundet lydbølge end Hard Clipping.

Solo Safe = Se også SIP. En tilstand hvor kanaler, som er sat i Solo Safe ikke mutes. Effekt-returns er ofte Solo Safe i SIP for at man kan høre en kanal med sine effekter.

S/PDIF = Sony/Philips Digital InterFace = Ubalanceret digitalsignal oftest sendt gennem et coaxial eller RCA (phono) kabel.

SPL (1) = Sound Pressure Level = En måleenhed for et lydens intensitet. 0 dB-SPL er høregrænsen, mens 140 dB-SPL er høreskade.

SPL (2) = Song Position Line = Se også Playhead. Den vertikale markørlinie, som viser det nuværende afspilningssted i en sequencer.

SPL (3) = Sound Performance Lab = Navnet på en tysk udstyrsproducent.

SRC = Sample Rate Conversion = Konvertering fra en sample rate til en anden, f.eks. fra 48 kHz til 44.1 kHz.

Stereo = Se også mono. Et signal der sendes gennem to kanaler (venstre og højre) og hvor der er forskel på signalet i hver side.

Sub = Se Subwoofer. Forkortelse eller daglig tale for subwoofer.

Subfrekvenser = Om frekvenser under ca. 40 Hz.

Submix = Se også Bus. Et samling af lydspor (f.eks. trommer) som mixes for sig på en bus.

Sumcomp = Se også Bus. Komprimering af en samling af lydspor for sig på en bus eller master output.

Subwoofer = En separat højttaler til afspilning af basfrekvenser, oftest fra 80 Hz og under. Selv store højttalere kan have problemer med frekvenser fra 80 Hz og under, men fortrinsvis med frekvenser under 40 Hz.

Sweep = En type af lydeffekt, som består af en dyb eller mørk lyd der gradvist stiger i pitch og intensitet - eller omvendt.

Sweepe = En equalizing-teknik hvor man samtidig med et boost eller cut gradvis ændrer frekvensen for at finde et specifikt frekvensområde.

Template = Se også Autoload. En oftest brugerskabt fil på hard disken, som indeholder en forudindstillet opsætning af f.eks. spor og mixer eller lign.

TOC = Table Of Contents = Se også PQ Code og Redbook. Den digitale indholdsfortegnelse over en Redbook Audio cd som ligger i starten af en cd.

Transient = En kortvarig og oftest kraftig lyd, som skiller sig ud fra resten af et lydsignal.

Trashe prefs = Se også Prefs. Handlingen at slette en preferencefil. Preferencefiler er en potentiel kilde til problemer, og filen kan normalt slettes som led i fejlsøgning, da programmet kan genskabe grundindstillingerne ved næste opstart.

Universal Binary = En udgave af et program eller plug-in, som både kan køre på Intel Macs og PowerPC Macs.

Ubalanceret = Se Balanceret.

USB = Universal Serial Bus = En standard for dataoverførsel mellem f.eks. et en hard disk og en computer. USB minder om FireWire, men er mindre stabilt.

Velocity = Anslagshastighed. Se også After touch. Når man trykker på en MIDI tangent vil en værdi fra 1 til 127 blive tildelt MIDI noden, alt efter hvor hurtigt man har trykket på tangenten. Velocity er ofte forbundet til hvor højt et anslag virker volumemæssigt, men skal ikke forveksles med MIDI volume.

Volume Ride = Se Ride.

Vox = Vox betyder stemme på latin. Forkortelse eller slang for vokaler.

VST = Virtual Studio Technology = En standard for plug-ins til f.eks. Cubase og andre VST kompatible sequencere.

VU Meter = Volume Unit Meter = Se også Peak Meter. Et måleinstrument eller indikator som via en bevægelig nål viser en gennemsnitlig volume på et lydsignal. Et VU Meter er velegnet til at bedømme den opfattede volume af et signal, men ikke peak niveauet.

White Noise = Se også Pink Noise. Et støjsignal som bruges til test. Indeholder alle hørbare frekvenser i området 20 Hz - 20 kHz i ens mængde.

W/C = Se Word Clock.

Word Clock = Et synkroniseringssignal, som sikrer at digital data overføres korrekt uden tab af data eller digital "knas". Ofte et separat signal via BNC stik.

WYSIWYG = What You See Is What You Get = Om software der grafisk viser det endelige resultat mens du redigerer i det.

XLR = Et 3-pins cirkulært stik, som kan indeholde et balanceret signal.

Zero Crossing = Det punkt hvor en lydbølge krydser sit nulpunkt før den igen stiger eller falder i amplitude. Det korrekte punkt at klippe i en lydfil for at undgå kliklyde.

ZIP = Se også Lossy Compression. En udbredt type datakomprimering, som både reducerer Mb antallet på en fil samt sikrer at en fil overført via internettet kommer frem uden skjulte fejl. ZIP/RAR og lign. typer non-lossy datakomprimering går ikke ud over kvaliteten af filen, modsat f.eks. MP3.

Tilbage til "Ordbog"

Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen og 1 gæst