Vinyl FAQ (mastering)

Tips til mastering og cd-brænding, samt info om digitalteori.
Brugeravatar
Holger
Audio Alchemist
Audio Alchemist
Indlæg: 31842
Sted: Fyn

Vinyl FAQ (mastering)

Indlæg Skrevet: 13. mar 2017, 10:02

Lydjustering
Som til CD/download bør mixet naturligvis være velbalanceret. Følgende ting kan dog skabe specielle problemer til vinyl:

Sibilanter og andre høje, spidse lyde
Høje sibilanter i vokalerne bliver ofte blot til forvrængning på vinyl. Det samme gælder andre meget høje, spidse lyde fra fx synths, bækkener, tamburiner, hi hats eller sweeps.

Sibilanter og lign. bør derfor kontrolleres eller reduceres så meget som muligt i mixet for at undgå kompromiser i masteringen og skæringen.

Stereo/modfase i bunden
Kontrollér stereoinformation og modfase i subfrekvenserne. Modfase eller meget stereo i bunden kan - afhængig af situationen - være nødvendig at filtrere i masteringen via et M/S filter og/eller hos cuttingteknikeren via elliptisk filtrering.

Modfase i bunden kan få nålen til at lave voldsomme udsving fra side til side. Du kan checke dette problem ved at lytte til difference-delen af et M/S signal, også kaldet for S(ide) signalet, i en M/S matrix, fx med det gratis Voxengo MSED plug-in. Du kan også måle det pr. frekvensomåde med Voxengo PHA-979, som ikke er gratis.

Hvis det er i småtingsafdelingen, så kan du lade masteringteknikeren ordne det, da han altid undersøger det selv. Hvis det er et tydeligt problem, så bør du kigge på det i produktionen eller i mixet.

Manglende dynamik
Vinyl er et analogt format med en direkte fysisk sammenhæng mellem den lydbølge, som bruges til at lave pladen og den færdige rilles udformning.

Digital brickwall limitering eller clipping giver en flad top på lydbølgen, hvilket ikke kan afspilles korrekt på vinyl uden grim og rumlende forvrængning. Du kan sagtens limitere enkelte instrumenter i mixet, men du bør bevare de naturlige transienter i det fulde stereomix.

Almindelig komprimering af stereomixet er intet problem og analog limitering kan også bruges med måde, kun digital brickwall limitering eller clipping bør undgås.

At bruge en almindelig digital/CD master til vinyl
Af ovenstående grunde kan man ikke benytte den ofte meget høje og ukompenserede CD/download master til at lave vinyl med uden et betydeligt kvalitetstab. Se også længere nede mht. bits og sample rate, hvor levering til vinyl ofte kan benytte især højere bitdybde.

Numrenes placering på vinylsiden påvirker lydkvaliteten
Jo længere ind på pladen man kommer, jo dårligere bliver lyden. De første par numre hver side lyder derfor bedst. Inderrille-nummeret vil ofte lyde mere mulmt og mere forvrænget.

Cuttingteknikeren vil ofte prøve at kompensere for dette, men der er en uundgåelig sammenhæng mellem rilleplaceringen og lydkvaliteten, da der er mindre plads på pladen til at beskrive samme antal omdrejninger pr. minut.

Den samlede spilletid påvirker lydkvaliteten
Jo mere spilletid hver side har, jo dårligere bliver lydkvaliteten og jo lavere bliver volumen. Det skyldes, at rillerne så skal skæres tættere og lavere i volume for at skabe nok plads.

Her er en almen guide til spillelængder på vinyl, baseret på Paul Golds anbefalinger:

33 1/3 RPM hastighed
12" SINGLE
Under 12 minutter pr. side = Rigtig god kvalitet
Op til 14 minutter pr. side = God kvalitet

12" LP (STANDARD LP)
Under 20 minutter pr. side = Rigtig god kvalitet
Op til 22 minutter pr. side= God kvalitet
Op til 24 minutter pr. side = Acceptabel kvalitet
Over 24 minutter pr. side = Ikke anbefalelsesværdigt

Er man over 22 minutter pr. side bør man derfor kraftigt overveje, at lave en dobbelt-LP i stedet. eller at fjerne numre.

7" SINGLE
Op til 7 minutter er muligt, men en 7" 33 1/3 RPM single lyder ikke godt uanset spillelængde

45 RPM hastighed
12" SINGLE
Under 8 minutter pr. side = Rigtig god kvalitet
Op til 10 minutter pr. side = God kvalitet

12" LP
Op til 15 minutter = Rigtig god kvalitet

7" SINGLE
Op til 3:30 minutter pr. side = Rigtig god kvalitet
Under 4 minutter pr. side = God kvalitet
Under 4:30 minutter pr. side = Acceptabel kvalitet
Over 4:30 minutter pr side = Ikke anbefalelsesværdigt, men stadig bedre end en 33 1/3 RPM 7"

Proforma DDP/PQ Sheet til Visual Track Marks
På en vinyl med flere numre pr. side skæres en tynd, visuel synlig linje mellem numrene. Det gør, at man nemt kan se hvor et nyt nummer begynder, når man skal sætte nålen. Disse markeringer kaldes Visual Track Marks eller VTM'er.

Til dette formål kunne man tro, at en simpel skriftlig liste med tidspunkter for VTM'er var nok for vinylfabrikken. De fleste vinylfabrikker insisterer dog på i stedet at modtage et PQ Sheet med timingen i minutter, sekunder og frames (75 frames/sek.). Et PQ Sheet eksporteres som en PDF fil fra et DDP program, som man normalt bruger til at lave CD'er med.

Derfor laver man to proforma DDP'er pr. plade, en til hver side. Selve DDP'ernes lyd bliver ikke brugt (deraf "proforma"), da kun PDF'en med PQ Sheetet bliver eksporteret til referencebrug for VTM'erne.

Fillevering
Til selve masteringen bør formatet - ligesom med almindelig mastering - være det samme, som du har arbejdet i. Det betyder normalt 24 bit eller 32 bit float WAV samt en sample rate på 44.1 kHz eller evt. en højere sample rate. Du bør aldrig selv upsample til en højere sample rate, men blive i den originale sample rate.

Vinylfabrikken kan normalt (med visse få undtagelser*) modtage 24 bit WAV og original sample rate (44.1 kHz eller højere), hvor CD altid "kun" er 16 bit 44.1 kHz.

*Celebrate Records i Tyskland er berygtede for i udgangspunktet kun at acceptere lavkvalitetskilder fra eksterne masteringstudier og kunstnere, hvilket man bør afvise. Det skyldes sandsynligvis, at de gerne vil tvinge kunder til at benytte deres eget, interne masteringstudie.

Ægte vinylfabrikker
Der findes en lang række såkaldet "brokers", som har et firmanavn, der lyder som om de producerer vinyler, men reelt er de kun mellemmænd. Det fordyrer processen, besværliggør kommunikationen og gør det ugennemsigtigt hvem der reelt trykker.

Derudover findes der en række småproducenter, som ikke leverer ægte vinyler eller leverer vinyler i lav kvalitet. Det skyldes, at de ikke benytter en egentlig professionel cutting lathe og mangler ekspertisen.

Husk at undersøge den producent du vælger på Gearslutz, Lydmaskinen og TrustPilot.

Her er en liste over nogle af de mest anerkendte vinylfabrikker i Europa. Bemærk, at der kan være lange ventertider.

GZ Vinyl (Tjekkiet)
http://www.gzvinyl.com/

Optimal Media (Tyskland)
http://www.optimal-media.com/

Pallas (Tyskland)
http://www.pallas-group.de/

The Vinyl Factory (England)
http://www.thevinylfactory.com

MPO (Frankrig)
https://www.mpo.fr/

Celebrate (Tyskland) er en større producent, men kan ikke anbefales pga. deres leveringskrav (se længere oppe vedr. "Fillevering") og dårlige service. Typiske fejl inkluderer off-center tryk eller overfladestøj samt altså leveringskrav om lavest mulige kvalitet i kildefilerne, med mindre man samtidig betaler deres interne masteringstudie.

Tilbage til "Mastering"

Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen og 1 gæst