Parallel komprimering i Logic Pro

Tips til funktioner i Logic Pro og opsætning af programmet.
Brugeravatar
Holger
Audio Alchemist
Audio Alchemist
Indlæg: 31967
Sted: Fyn

Parallel komprimering i Logic Pro

Indlæg Skrevet: 15. feb 2009, 16:08

Denne FAQ er under konstant udbygning. Har du forslag til FAQ'en bedes du poste dem i Backstage

Undervisning

Billede

Leder du efter undervisning i Logic Studio og komprimering så kig her:
Kurser og privatundervisning i Logic Studio/Logic Pro/ Logic Express med en Apple Certified Trainer

Ordforklaring
Er der ord i teksten du ikke forstår eller andre relaterede begreber du vil se en forklaring på:
Lydmaskinens Ordforklaring

Parallel komprimering i Logic Pro
Denne artikel er tidligere bragt i Musiker Magasinet - nordens førende magasin for musikere.
http://www.musikermagasinet.dk/

af Holger Lagerfeldt

Parallel komprimering
Når man komprimerer et signal, så vil transienterne (de høje, korte peaks) også blive ændret. Det kan være ønskværdigt i mange tilfælde, men det kan også reducere punch og klarhed i signalet. En smart løsning på både at beholde punchet, og gøre signalet fyldigere er, at bruge såkaldt parallel komprimering.

I parallel komprimering blander du to signaler sammen til ét: det originale uprocesserede signal og et konstant og hurtigt komprimeret signal. Det har den fordel, at de originale transienter næsten ikke ændres, og at fylden kommer fra det underliggende hårdt komprimerede parallelle signal. Det har også den fordel, at det modsat almindelig komprimering bringer lave passager op, mens høje passager ikke bliver ændret så meget - og derfor et velegnet trick i mastering.

Læs også artiklen om Parallel multibåndskomprimering til mastering for flere tricks og en dybere forklaring af parallel komprimering.

Billede
Figur A

Billede
Figur B

Figur B viser, hvordan waveformen for henholdsvis originalsignalet (øverst), det parallelt komprimerede mix (i midten) og et almindeligt komprimeret signal (nederst) ser ud. Bemærk, at transienterne er næsten identiske i det originale og det parallelt komprimerede mix. Der er dog mere fylde i sidstnævnte, især i de svage passager. Det almindeligt komprimerede signal ligner mere et almindeligt opskruet signal i den svage passage og er klemt lidt sammen i den høje passage. Det parallelt komprimerede mix synes næsten at skrue op for lyden nedefra og opad - derfor kaldes parallel komprimering også for upward compression (ikke at forveksle med upward expansion).

Det kræver en ganske bestemt opsætning af både sequencer og compressor, at benytte denne teknik. Heldigvis har Logics compressor en indbygget funktion til hurtig parallel komprimering.

Parallel komprimering i selve Logics compressor
Du kan selv eksperimentere med dine favoritindstillinger, men her kommer et godt udgangspunkt, så alle kan være med. Indstil parametrene i den rækkefølge de står her, og følg ellers indstillingerne på figur A.

Circuit Type: FET eller Opto
I teorien kan du bruge alle typer kredsløb til parallel komprimering, men netop FET og Opto kredsløbene er velegnet i Logic-sammenhæng. Opto vil til dette formål give den tydeligste effekt.

Attack: 0.0 ms eller 0.5 ms
Ved at komprimere maksimalt hurtigt, så presses alle transienter øjeblikkeligt i bund i det parallelle signal. Således tilføjer de ikke unødigt volume til de originale transienter. Det er en vigtig bestanddel af tricket. Ved 0.0 ms får du den mest kontrollerede, men også mest indelukkede lyd. Med 0.5 ms kommer der mere punch i signalet, men også lidt højere peaks.

Ratio: 2.5:1
En middel ratio, som sørger for, at det parallelle signal blive godt komprimeret, men ikke alt for hårdt.

Knee: 1.0
En blød knee er sammen med en lav threshold med til at sikre, at signalet hele tiden komprimeres.

Threshold: meget lav (-48 dB eller lavere)
Ved at sænke threshold næsten helt ned i bunden af signalet sørger du for, at compressoren konstant arbejder på signalet. Med alle andre parametre indstillet korrekt, så hiver du i threshold, indtil du ser omkring 15 til 20 dB gain reduction på meteret. Endnu en vigtig del af tricket.

Release: medium til lang
Release-tiden er den primære måde, at styre selve “lyden” på i parallel komprimering i Logics compressor. Sæt eventuelt Auto release knappen på også. Auto releasen er kun semi-automatisk, så du skal stadig indstille den vejledende release-tid selv.

Med release-tiden styrer du hvor meget, det parallelle signal skal “svuppe” op i halerne af lyden. Det kræver lidt eksperimentering, at finde den rigtige længde uden at det pumper. På et helt mix skal du normalt bruge release-tider over 250 ms - og ofte meget længere.

Output Mix
Indtil videre har du dog kun lyttet på det komprimerede signal. For at kunne blande det ukomprimerede og komprimerede signal, skal du klikke på den lille trekant, nederst i venstre hjørne af compressoren. Det åbner op for de skjulte funktioner, også kaldt Extended Parameters.

Ved at hive i Output Mix slideren, kan du justere forholdet mellem det ukomprimerede (mod 0%) og det parallelt komprimerede signal (mod 100%). Prøv for eksempel at tilføje 25% parallelt signal, og lyt især i de svage passager.

Husk at gå tilbage til release-parametret og indstil lyden. Især de svage passager af sangen eller steder med pludselige breaks, er vigtige pejlepunkter når du prøver at undgå, at lyden svupper.

Make-up gain
Dette trin er et valgfrit trin og er primært beregnet til A/B lytning. Find det højeste sted i sangen og loop 4 takter i det område. Skru cirka det antal dB op på make-up gain, som signalet har mistet i volume. Du kan checke det ved at trykke på Bypass knappen on/off. Når du ikke kan høre forskel i selve volumen mellem bypass og aktiv, så har du fundet det korrekte sted for A/B sammenligning. Lytter du på de svageste passager i sangen vil forskellen derimod stadig være hørbar bagefter, på grund af det parallelle signals relativt større indflydelse der. Og det er netop en af idéerne bag tricket.

Parallel komprimering ved brug af bus
Vil du lave endnu en mere kreativ behandling eller bare have større fleksibilitet, så kan du bruge en bus til formålet i stedet for. Det er den anbefalede fremgangsmåde hvis du have maksimal kontrol.

Bruger du denne teknik, så skal du indstille Logic Pro>Preferences>Audio>General>Plug-in Delay>Compensation>All. Så undgår du forsinkelse - og dermed faseproblemer - på det parallelle signal.

Teknikken er grundlæggende identisk med den ovenstående, men compressoren åbnes på en ledig bus. Dog skal Output Mix i Extended Parameters altid stå på default (100%) og make-up gain altid i 0 dB.

Parallel komprimering ved brug af en bus har den fordel, at du kan tilføje en equalizer til det parallelle signal, og dermed farve det endnu mere, end bare i selve compressoren.

Billede
Figur C

Åbn et send fra originalkanalen til for eksempel bus 1, og send unity værdi (værdi 0.0) til bussen. Det er vigtigt, at du ændrer send typen til “pre”. Når sendet er sat til pre, skifter farven fra lyseblå til lysegrøn. Du vælger pre i samme drop-down menu, hvor du lige har valgt bus-nummeret (se figur C). Hvis du sender “post”, vil bussen være afhængig af volume faderen på originalkanalen, og så fungerer tricket ikke.

Nu kan du styre mængden af det parallelle signal i mixet blot ved at skrue op og ned for bussens volume fader. Husk at tilvælge bussen i din selection hvis du skruer ned for originalkanalen, så bussen også bliver skruet ned samtidig. Ellers ændrer du forholdet mellem de to signaler på en ulige facon.

Prøv at indsætte en equalizer på bussen før eller eventuelt efter compressoren, og boost bunden og toppen lidt med henholdsvis en low- og high shelf. Du kan også tilføje mere mellemtone, hvis det er det, som du savner.

Du tilføjer altså originalsignalet et meget hårdt komprimeret og equalizet signal, for at give mere frekvensmæssig fylde og naturlig volume, uden at det originale signal lyder mast sammen.

I mastering vil man sigte efter en naturlig processeret parallel lyd, eventuelt krydret med diskret EQ. Hvis man mixer er der ingen grænser for kreativiteten, og det parallelle signal kan behandles med både EQ, distortion og rumklang - altså en ren farvelade. God fornøjelse!

Tilbage til "Logic Pro"

Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen og 1 gæst