Optimér din arbejdsgang i Logic (templates, key commands)

Tips til funktioner i Logic Pro og opsætning af programmet.
Brugeravatar
Holger
Audio Alchemist
Audio Alchemist
Indlæg: 31840
Sted: Fyn

Optimér din arbejdsgang i Logic (templates, key commands)

Indlæg Skrevet: 26. jul 2008, 00:30

Denne FAQ er under konstant udbygning. Har du forslag til FAQ'en bedes du poste dem i Backstage

Undervisning

Billede

Leder du efter undervisning i Logic Studio og musikproduktion så kig her:
Kurser og privatundervisning i Logic Studio/Logic Pro/ Logic Express med en Apple Certified Trainer

Ordforklaring
Er der ord i teksten du ikke forstår eller andre relaterede begreber du vil se en forklaring på:
Lydmaskinens Ordforklaring

Optimér din arbejdsgang i Logic Pro
Denne artikel er tidligere bragt i Musiker Magasinet - nordens førende magasin for musikere.
http://www.musikermagasinet.dk/

af Holger Lagerfeldt

Ordforklaring
Shift = skiftetasten mellem store og små tegn.
Ctrl = Controltasten yderst til venstre eller højre.
Option = Alt-tasten.
Command = Æbletasten.
Return = På Mac kaldes Enter-tasten for Return. Enter sidder derimod ved det numeriske tastatur til højre.
Modifier keys = fællesbetegnelse for Shift, Ctrl, Option og Command.

Generelt om funktioner og key commands
Vil du have det optimale ud af Logic Pro 8, er det meget vigtigt at du benytter genvejstaster til de funktioner du bruger ofte. Hvis funktionen ikke allerede har en genvejstast, kan du selv tildele funktionen en genvejstast eller vælge en anden og nemmere tast. Gør det til en vane at tildele og bruge genvejstaster mens du læser artiklen eller arbejder med Logic, da det vil forbedre din arbejdsgang med flere hundrede procent på sigt. Flere af de virkelig tidsbesparende funktioner i Logic findes endda kun som key commands og kan ikke vælges fra en menu.

Sådan laver du dine egne genvejstaster
Åbn menuen Logic Pro > Preferences > Key Commands (standard genvejstast: Option + K) og brug evt. søgefeltet øverst i højre hjørne til at finde den ønskede funktion. Prøve at søge på ordet capture, så dukker der et par muligheder op. Vælg funktionen Capture as Recording til venstre i menuen og tryk på knappen Learn by Key Label til højre. Nu står Logic klar til at registrere hvilken tast eller tastekombination funktionen skal tildeles, f.eks. Shift + Return. Hvis der allerede er tildelt en funktion på denne tast eller tastekombination, så trykker du blot Replace i den efterfølgende dialogbox. Vil du slette en tast, så tryk blot på sletteknappen. Klik igen på Learn by Key Label for at deaktivere læringen når du er færdig med funktionen, og husk også at nulstille søgefeltet ved at klikke på det lille kryds.

Kun en tåbe frygter key commands
Vær ikke bange for at erstatte eller ændre key commands i Logic; du bestemmer selv hvordan dit program skal opføre sig, og alle arbejder forskelligt. Under alle omstændigheder kan du bruge funktionen Options > Initialize all Key Commands til at få de helt oprindelige genvejstaster tilbage.

Finder du en funktion i en menu, som du bruger tit og gerne vil tildele en genvejstast eller en ny genvejstast, så hold Ctrl nede mens du vælger funktionen. Et eksempel: åbn først menuen File og vælg derefter Bounce... mens du holder Ctrl nede, så åbnes key command vinduet automatisk og funktionen er fremhævet, klart til at du kan tildele en genvejstast.

Brug mnemoteknik og tænk ergonomisk
Gør dine key commands så nemme at huske som muligt ved hjælp af såkaldt mnemoteknik. En mnemoteknisk metode kunne være at placere Toggle på T, Glue på G, Automation på A - eller find dit eget system. Da du konstant bruger modifier keys i Logic, giver det god mening at placere de mest brugte key commands i venstre side af tastaturet, hvor din venstre hånd hviler i forvejen.

Generelt om værktøj
Det er langsomt at benytte pop-up toolboxen (default tast: Escape) eller toolboxens drop-down menu øverst til højre til at skifte mellem værktøj. Du har faktisk hele fire værktøjer lige ved hånden. Dit primære værktøj ligger på venstre museknap og kan vælges første gang fra toolboxen eller via en genvejstast, og er oftest pilen. Dit sekundære værktøj ligger på Command + venstre museknap og vælges fra den højre toolbox drop-down menu. For at aktivere det tredje værktøj på højre museknap, skal du åbne menuen Logic Pro > Preferences > Global > Editing og sætte Right Mouse Button: Is Assignable to a Tool. Så kan du vælge værktøjet i den tidligere gemte tredje toolbox drop-down menu. Sidst, men ikke mindst, er der zoom-værktøjet, som altid ligger på Ctrl + Option + venstre museknap og derfor ikke behøves at vælges fra toolboxen.

Logic husker
De tre værktøjer kan indstilles og huskes separat for hver del af Logic, du befinder dig i. Det betyder, at du f.eks. kan have henholdsvis pil, mute og saks i arrangementsvinduet, men at der automatisk kan skiftes til pil, velocity og quantize i Piano Roll vinduet. Sørg derfor for at tænke over, hvilke værktøjer du bruger mest i hvilke vinduer, og indstil dem derefter.

Værktøj er ikke altid nødvendigt
Flere af værktøjerne kan aktiveres på andre måder, f.eks. automation curve tool, som aktiveres ved at holde Ctrl + Option nede mens du hiver direkte på linien mellem to automation-punkter. Klikker du kort mens du holder Ctrl + Option nede, nulstilles kurven igen. I andre situationer kan du i stedet for et værktøj bruge en key command, og det er oftest en hurtigere og bedre løsning da det sparer tid og er mere ergonomisk for din musehånd.

Templates
Når du første gang åbner Logic, kan du vælge en af de eksisterende templates at arbejde ud fra, eller du kan lave din egen. Kilden til en god kreativ arbejdsgang begynder med en god selvlavet template. Det behøver ikke tage mere end 30 minutter at lave, og du kan altid senere udbygge eller tilpasse dine templates efter behov. Lav f.eks. en template til produktion og en til mastering, som jo er to meget forskellige arbejdsgange. I Logics preferences kan du bestemme om der automatisk skal indlæses en specifik template ved opstart, præcis som Autoload’en gjorde i Logic 7.

Billede
Template til musikproduktion

Billede
Template til mastering

Arbejdsvindue
Start med at optimere dit arbejdsvindues størrelse så det fylder hele skærmen, og luk evt. for den øverste toolbar, som stjæler lidt vertikal plads i arrangementsvinduet. Samtlige af funktionerne i toolbaren kan nemlig fremkaldes via key commands. Du lukker toolbaren helt ved at klikke på den lille aflange, lysegrå knap øverst i højre hjørne.

Tilpas knapperne i transport-baren nederst i vinduet ved at Ctrl + klikke eller klikke med højre museknap på baren. Vælg de knapper til, som du bruger jævnligt, og vælg de andre fra - for ikke at ødelægge overskueligheden.

Spor
Brug funktionen Track > New... til at skabe det antal audiospor du som minimum har brug for. En god template tager ikke højde for alle potentielle situationer, da det vil ødelægge overskueligheden. Lav derimod en template med den gennemsnitlige produktion for øje, så kan du altid tilføje flere spor undervejs.

I dialogen skal du vælge mono- eller stereospor, baseret på hvad du bruger mest. Du kan altid senere skifte individuelle spor fra mono til stereo eller omvendt ved at klikke på mono/stereo-symbolet på sporet. Software Instrument spor skifter automatisk til det korrekte format.

Benytter du MIDI keyboards eller moduler, bør disse sættes op på forhånd i Environmentet og derefter åbnes som External Instrument inserts på et Software Instrument spor. Det er dog uden for denne artikels emneområde at gå i dybden med ekstern MIDI eller eksterne effektmodulers opsætning i Logic.

Åbn dine favoritter
Har du favoritter blandt dine plug-ins eller software instrumenter, kan du inserte disse i forvejen, så de altid er klar, når du åbner din template. Det kan dog kun anbefales at loade et sample-baseret instrument med en lyd, såfremt du faktisk bruger lige denne lyd ofte, ellers vil det unødigt nedsætte opstartshastigheden af din template. Du kan godt inserte plug-ins for derefter at bypasse dem, så er de klar til at blive aktiveret hurtigt efter behov.

Sæt effekterne op på forhånd
Det kan også godt betale sig at opsætte diverse rumklange og delay-effekter på busserne i forvejen. Det er meget almindeligt med minimum to forskellige rumklange og to delays i et mix, f.eks. en Space Designer med lang rumklang på bus 1, Space Designer med kort rumklang på bus 2, Delay Designer eller Stereo Delay på bus 3, og et Tape Delay på bus 4. I hvert plug-in vælger du et favorit-preset, eller laver en indstilling du er tilfreds med, så kan du evt. tilpasse det senere i produktionen eller skifte det ud. Husk at hvis du sender til en effekt på en bus, så skal effekten indstilles til 100% mix/wet/effekt og 0% dry/direct signal for at undgå dobbeltsignal.

Navngiv busserne
Det hjælper på hastigheden og overskueligheden mens du mixer, hvis du navngiver dine effektbusser i mixeren: dobbeltklik på bussens navn og navngiv som henholdsvis Lang Rumklang, Kort Rumklang, Stereo Delay og Tape Delay. Nu vil der ikke længere bare stå det anonyme Bus 1 eller Bus 2 når du åbner et send fra en kanal, men derimod Bus 1 (Lang Rumklang) og Bus 2 (Kort Rumklang).

Farvekodning
Brug View > Colors... til at give de forskellige sportyper og busser farver, så bliver det nemmere at skelne mellem sporene både i arrangementvinduet og i mixeren. Det samme gælder de enkelte filer som du indspiller eller programmerer: brug farver til at indikere tilhørsforhold (alle strygere gøres f.eks. brune) eller angiv din umiddelbare opfattelse af kvaliteten af et take (grøn, gul eller rød) til senere reference.

View
Hvert vindue har sine egne view indstillinger, som du kan indstille via det pågældende vindues lokale View menu. Nogle vinduer - mixeren blandt andet - har ekstra view-lignende funktioner, som du bør indstille så det passer til dit behov. Husk også at hvert vindue har sine egne zoom indstilllinger som du kan indstille på forhånd.

Screensets
En meget vigtig feature i Logic 7 var screensets. Med Logic 8’s forbedrede alt-i-ét-interface og automatisk tilpassende mixer og dual channel strip, så er screensets blevet reduceret til en biting for mange brugere. Et screenset er en måde at huske og genkalde en bestemt visuel opstilling af vinduer og view indstillinger. Som udgangspunkt ligger screensets på tasterne 1 til 9 og gemmes automatisk når du ændrer i dem. Du kan kopiere eller slette screensets, og du kan låse et screenset. Ved at låse screensettet kan du flytte eller ændre vinduer og view indstillinger og alligevel altid komme tilbage til det oprindelige layout ved at genkalde screensettet.


God fornøjelse og husk at holde 10 minutters pause for hver time foran skærmen.

Tilbage til "Logic Pro"

Hvem er online

Brugere der læser dette forum: Ingen og 1 gæst